Efter ophedet debat på sociale medier: Derfor kan man ikke bare sige fra, når man udsættes for seksuelle krænkelser eller overgreb

I sidste uge stod fem kvinder frem i en DR-artikel, hvor de anklagede det konservative folketingsmedlem Naser Khader for at have begået seksuelle krænkelser mod dem. 

Artiklen fik komikeren Brian Mørk til tasterne på sociale medier. 

“Khader-affæren viser os, at unge piger ikke altid siger nej, når de møder creeps (klamme typer, red.). De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er ok at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død,” skrev komikeren på Facebook og Twitter. 

Spørgsmålet og kommentaren  medførte et mindre stormløb mod Brian Mørks profiler på sociale medier, hvor han blandt andet bliver beskyldt for victim blaming, altså at give ofrene skylden for de overgreb, de udsættes for. 

På Facebook har komikeren sidenhen føjet til sit opslag, at han ikke mener, det “nødvendigvis er et bevidst valg, de kvinder tager, om ikke at sige fra.” 

Men hvad er det egentlig, der sker, når man udsættes for seksuelle krænkelser og overgreb, der gør, det kan være svært at sige fra? Og er kvinder overhovedet så dårlige til det, som man kunne tro, når man læser Brian Mørks opslag? 

Reagerer forskelligt

Fra flere forskere, TjekDet har talt med, lyder det, at der ikke er én måde, man reagerer på, når man udsættes for overgreb. 

“Der er mange forskellige måder, man kan reagere på i en potentiel traumatisk situation, som et overgreb er,” siger Karen-Inge Karstoft, der er lektor i psykologi og forsker i traumer ved Københavns Universitet. 

“Nogle vil opleve at ‘fryse’, nogle vil opleve, at de gør, hvad de kan for at flygte, og nogle vil opleve, at de gør, hvad de kan for at forsøge at kæmpe i situationen. Ingen af reaktionerne er mere normale end andre. De vil forekomme hos forskellige personer,” forklarer hun.

Det samme påpeger Sascha Strauss Krogh, der er kriminolog og videnscenterkoordinator på Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital.

“Seksuelle overgreb vil for mange opleves som et psykologisk chok, der kommer til udtryk som en fysiologisk respons. Nogle vil være i stand til at reagere med kamp eller flugt, hvor det for andre ikke er en mulighed. Det er ikke muligt for den enkelte at kontrollere reaktionen,” bemærker hun.

Kristian Hegaard-sagen er blot seneste i rækken: De senere år har budt på adskillige anklager om seksuelle krænkelser i dansk politik

Begrænset af situationen

Udover at forskellige kvinder reagerer forskelligt, har også den konkrete situation stor betydning for, hvordan man reagerer, lyder det fra Bodil Maria Pedersen, der er lektor emerita ved Roskilde Universitet, hvor hun har blandt andet har forsket i kønsbaseret vold, såsom voldtægt, og kvinders egne perspektiver på seksuelle overgreb.

”Der er mange ting ved konteksten, som kan gøre, at man ikke reagerer så voldsomt, som man måske gerne ville, eller ikke løber væk,” siger hun.

Det kan for eksempel være, hvis overgrebet sker, mens der er børn eller andre mennesker til stede. Bliver overgrebet begået af en magtfuld person, eksempelvis en arbejdsgiver, kan det give en oplevelse af, at det vil skade ens livssituation, hvis man gør modstand. Samtidig kan der kan være et socialt pres for, at man ikke gør en skandale ud af det, forklarer Bodil Maria Pedersen.

Hun peger desuden på, at kvinder ofte er fysisk svagere end deres overgrebsmand, og derfor ikke bare kan skubbe ham væk.

”Man kan slet og ret blive bange for, at noget værre vil ske – hvad end det er socialt eller fysisk. Det hele kan bidrage til, at man kan blive lammet i situationen”, siger hun. 

Også modstand at ‘fryse’

Noget andet, der begrænser ens mulighed for at forsvare sig eller på anden vis at komme ud af en overgrebssituation, er, at man ofte ikke er forberedt på overgrebet, forklarer Bodil Maria Pedersen. 

Meget af det, vi foretager os i dagligdagen, har vi gjort så mange gange før, at vi ikke behøver tænke ret meget over, hvad vi gør. Vores handlinger er blevet rutineprægede. Men udsættes man for et overgreb, er der langtfra tale om nogen sædvanlig situation.

“Situationen er ikke blot overraskende og uventet. Den er også ukendt. At blive udsat for seksualiserede overgreb, specielt af den værre slags, har de færreste ret meget erfaring med,” siger Bodil Maria Pedersen. 

Og netop det uventede og ukendte ved situationen kan betyde, at man ikke reagerer, som man måske havde forestillet sig, man ville. 

“Vi ved, at folk reagerer fornuftigt i situationer, hvor de ikke er pressede, hvor de er forberedte og har mulighed for at tænke sig om. Men det overraskende ved et overgreb, og de ofte adskillige former for pres i situationen, kan betyde, at der sker det, som mange læger og psykologer beskriver som, at man ‘fryser’,” siger Bodil Maria Pedersen.

At ‘fryse’ kaldes også tonisk immobilitet, forklarer Sascha Strauss Krogh, som er en kropslig reaktion på en aktuel fare, hvor personen i overgrebssituationen føler sig lammet og uden kontrol over egen krop og/eller stemme. 

“Det er den samme reaktion, man for eksempel ser ved en hjort, der pludselig står helt stille frem for at flygte, i mødet med en modkørende bil. Tonisk immobilitet er en instinktiv og dermed ubevidst og ufrivillig reaktion, der ofte kolliderer med andres og egen forestilling om, hvordan man bør reagere i en overfaldssituation,” forklarer hun.

Flere ting bevirker en sådan reaktion, lyder det fra Karen-Inge Karstoft. En del af forklaringen er den umiddelbare frygtreaktion, hvor kroppen bliver opmærksom på, at det, der sker, er farligt. Det aktiverer kroppens indbyggede alarmberedskab, hvor kroppen gør klar til enten at handle eller lukke ned for at beskytte sig selv.

“Men det kan også handle om at beskytte sin integritet ved at dissociere (adskille, red.) sig fra hændelsen, altså at man på en eller anden får skabt en fornemmelse af, at man ikke er til stede i situationen. Man distancerer sig fra oplevelsen, mens den foregår,” siger hun.

Spørger man Bodil Maria Pedersen, er der ikke noget modsætningsforhold mellem at ‘fryse’ og handle eller reagere på et overgreb.

“At ‘fryse’ er en måde at gøre modstand på, for det er en måde ikke at gå med ind i situationen. Og så burde mænd være i stand til at finde ud af, at det, de er i gang med, ikke er i orden,” siger hun.  

Bedre, jo mere vi taler om det

Men er det så overhovedet muligt for kvinder at træne sig til at sige fra og gøre modstand mod overgreb, sådan som Brian Mørk foreslår? 

Før Bodil Maria Pedersen svarer på det spørgsmål, slår hun fast, at det er vigtigt, man ikke pålægger kvinderne ansvaret for de overgreb, der begås mod dem. Det ansvar er overgrebsmændenes alene. Desuden påpeger hun, at kvinder allerede er gode til at sige fra.

“I debatten om, at kvinder skal være mere klare i spyttet, kommer det let til at lyde som om, kvinderne slet ikke reagerer. Men de gør meget mere, end vi tror. Også mere end kvinderne selv tror. Der er nemlig en tendens til, at de undervurderer deres egne reaktioner, og tænker, at de skulle have gjort noget andet eller mere,” siger hun.  

Det sagt, vurderer hun, det vil være godt med øget fokus på, hvordan man reagerer, og hvad man kan gøre, hvis man skulle komme ud for et overgreb.  

Hun fremhæver hjemmesiden ‘Kvinder gør modstand’, hvor kvinder beretter om, hvad de har gjort af modstand og for at undgå vold af forskellig slags, fra seksuelle krænkelser til fysisk vold og vold i ægteskaber. 

“Det er jo et forsøg på at få frem i folks bevidsthed, at vi skal være indstillede på, at overgreb kan ske, og at vi skal have nogle færdigheder til at komme ud af sådan en situation. Samtidig er det en måde at anerkende den modstand, kvinder faktisk gør,” siger hun. 

Adspurgt om det kan hjælpe at træne sig, som Brian Mørk foreslår, svarer hun, at jo mere problemet italesættes, des bedre. 

“Jo mere vi har en offentlig samtale om, at overgreb overhovedet sker, og at kvinder gerne vil gøre modstand, tror jeg kan føre til, at flere gør noget ved de situationer, hvis man selv eller andre bliver udsat for dem,” siger Bodil Maria Pedersen.