Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Bubber er nyeste ufrivillige ansigt på investeringssvindel på Facebook

Artikel 9. jul 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Redaktionen

Artikler med tv-værten Bubber, der anbefaler en platform til investering i kryptovaluta, florerer vidt og bredt i adskillige opslag på Facebook. 

Men både artiklerne og platformen er falsk, og desuden har Bubber aldrig udtalt sig om investering i kryptovaluta. 

Det hele er en del af et svindelnummer, som flere kendte danskere er blevet og bliver misbrugt i.


Tjekdet
Foto: Skærmbillede fra Facebook

De falske artikler bliver jævnligt udskiftet med nye, i takt med at svindlernes metoder udvikles, så svindlen sløres mest muligt for Metas systemer. 

Men selvom artiklerne udskiftes, har svindlerne fortsat en gennemgående skabelon for, hvordan de lokker Facebook-brugere ind på investeringsplatformen og får dem til at dele oplysninger, som kan bruges til økonomisk svindel.  

Svindlerne bruger kendte danskere som blikfang og laver artikler med manipulerede billeder og opdigtede citater fra i dette tilfælde Bubber. Det skal give læseren indtrykket af, at han selv bruger platformen og har tjent mange penge på den. 

Meta ser sig magtesløse over for svindlerne 

TjekDet har over en længere periode beskæftiget sig med denne type svindel, og det har udmøntet sig i en større artikelserie under navnet ‘Svindlen på Facebook’. 

Her snakkede vi med Tina, som er blevet franarret halvanden million kroner, vi så på, hvordan svindlerne bruger kunstig intelligens og deepfakes, og en af vores journalister gik sågar bevidst i svindlernes fælde - alt sammen for at komme svindlen og dens bagmænd nærmere.

TjekDet har har også forsøgt at få Meta i tale. Efter mange forsøg endte vi med at få et svar fra Metas politiske chef i Norden, Martin Ruby. 

Han fortalte til TjekDet, at det er en svær kamp at fjerne annoncerne, fordi “svindlerne er velorganiserede, bruger nye teknologier og er stærkt motiverede til konstant at prøve at snyde vores systemer.”

Flere eksperter stiller sig dog undrende over for Martin Rubys forklaring og peger på, at Meta ikke gør nok for at komme svindlen til livs. I den forbindelse har TjekDet også undersøgt, hvordan der kan være økonomiske interesser på spil for Meta

Er du også kommet i kløerne på investeringssvindlerne og har udleveret dine kreditkortoplysninger, bør du omgående kontakte din bank. Du kan i den forbindelse også registrere dig på 'Mit digitale selvforsvar'.

'Mit digitale selvforsvar' er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der kan hjælpe dig til at være sikker online ved at holde dig opdateret om aktuelle digitale trusler.

Opdateret 9. jul 2024