DBU stoler på FIFAs krav til Saudi-Arabien. Men kravene er vage, siger eksperter

Faktatjek 19. dec 2024  -  7 min læsetid
Tjekdet
Asiens Fodboldforbunds (AFC) præsident Sheikh Salman bin Ibrahim al-Khalifa (tv.) og Saudi-Arabiens minister for sport og ungdom, Abdulaziz bin Turki al-Faisal al-Saud, fejrer, at Saudi-Arabien fik tildelt værtskabet for VM i 2034 under en ceremoni i hovedstaden Riyadh den 11. december 2024. Menneskerettighedsorganisationer og politikere har kritiseret FIFAs beslutning. Foto: AFP
  • I 2034 er værtskabet for herrernes fodbold-VM blevet tildelt Saudi-Arabien

  • Selv om Saudi-Arabien kritiseres for ikke at overholde menneskerettigheder, forsikrer DBU, at der er stillet betingelser

  • Men FIFA’s retningslinjer for menneskerettigheder er vage og lette for Saudi Arabien at sno sig udenom, siger eksperter

Verdensmesterskaberne i herrefodbold skal i 2034 afholdes i Saudi-Arabien, og ligesom det var tilfældet i forbindelse med VM-slutrunden i Qatar i 2022 har en række organisationer og politikere kritiseret FIFA.

Saudi-Arabien er gennem flere år blevet kritiseret for at se stort på menneskerettigheder. Kvinder er langt fra at have samme rettigheder som mænd, borgere bliver tortureret, og migrantarbejdere i landet er underlagt et kafala-system som i Qatar, lyder kritikken. 

DBU har valgt ikke at modsætte sig, at VM-slutrunden skal gå til Saudi-Arabien, og forsikrer, at FIFA har udstukket betingelser for menneskerettigheder i værtslandet.

DBU-formand Jesper Møller forventer, at Saudi-Arabien møder FIFA's krav.

“Når udbuddet går på, at det skal opfylde betingelser og FN-konventioner, så har vi selvfølgelig en forventning om, at de betingelser er opfyldt, når VM skal afholdes i 2034,” siger han i DR’s radioprogram P1 Debat

Tidligere statsminister og formand for DBU’s governance- og udviklingskomite, Helle Thorning-Schmidt, forsvarer også valget af Saudi-Arabien som værtsland. Hun siger, at der denne gang er strenge krav til menneskerettigheder i forhold til VM i Qatar.

"Der er meget større krav til de bud, der er kommet ind omkring VM (i 2034, red.), også miljømæssige, klimamæssige og menneskerettighedskrav," siger hun til P1-programmet Virkelig.

Men hvad er det egentlig for specifikke krav, FIFA har stillet til menneskerettigheder i Saudi-Arabien?

Dem finder man i FIFA-rapporter og i den saudiske VM-ansøgning, oplyser DBU til TjekDet. 

Derfor er TjekDet dykket ned i rapporterne, og vi har talt med en række eksperter i forholdet mellem sport og politik. De kritiserer dog FIFAs krav til menneskerettigheder for at være bløde og vage.

Det nye FIFA

Vi begynder med FIFAs politik om menneskerettigheder.

Menneskerettigheder havnede særligt på FIFAs dagsorden, efter der blev dokumenteret en række brud på dem op til VM-slutrunden i 2022 i Qatar. Værtslandet blev beskyldt for at bruge slutrunden til sportswashing og male et lyserødt billede af det autokratiske og islamistiske styre.

I 2016 gennemførte FIFA en reform af sig selv, så det skulle være slut med den korruption, der blev afsløret i forbindelse med tildelingen af VM til Qatar. Organisationen skulle nu være gennemsigtig, og menneskerettigheder og bæredygtighed ville fremover være parametre, når der tildeles slutrunder i fodbold.  

Tjekdet
Saudi-Arabien fejrede tildelingen af værtskabet for VM i fodbold 2034 med et lysshow skabt af droner og fyrværkeri. Foto: Haitham EL-TABEI / AFP

FIFA bestilte i 2015 en rapport fra Harvard-professor John Ruggie, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan FIFA kunne flette respekt for menneskerettigheder ind i deres arbejde. Den såkaldte Ruggie-rapport udgør i dag grundlaget for FIFA’s menneskerettighedspolitik, der overordnet set lyder:

“FIFA er forpligtet til at respektere alle internationalt anerkendte menneskerettigheder og vil stræbe efter at fremme beskyttelsen af disse rettigheder.”

FIFA skriver dog i deres menneskerettighedspolitik, at de samtidig ikke ønsker at krænke nationale love og regler, hvis de er i konflikt med internationale menneskerettigheder. I de tilfælde vil FIFA i stedet gå i konstruktiv dialog med myndighederne i den givne stat.

Bløde retningslinjer

FIFA’s menneskerettighedspolitik går igen i FIFAs krav til lande, der afholder VM i fodbold. 

I dokumentet står blandt andet, at regeringen tilhørende det land, der byder på en slutrunde, anmodes om at “udtrykke deres forpligtelse til at respektere, beskytte og opretholde menneskerettigheder, herunder arbejdstageres rettigheder, i forbindelse med værtskabet og afviklingen af turneringen.” 

Derudover skal lande i forbindelse med slutrunder fremme inklusion af grupper som kvinder, handicappede og lgbtq+-personer.

Hvis et land ansøger om at afholde VM, men ikke kan sandsynliggøre, at det kan leve op til FIFAs krav, kan ansøgningen ikke komme i betragtning hos FIFA. Og værtskabet kan endda blive frakendt, hvis værtslandet ikke lever op til kravene, skriver FIFA.

Null

Videre står, at der “lægges særlig vægt på levering af sikkerhed, potentiel genbosættelse og fraflytning, arbejdstageres rettigheder (herunder rettigheder for migrantarbejdere), børns rettigheder, ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed og fredelig forsamling samt beskyttelse af alle individer mod enhver form for diskrimination.”

Men en stribe eksperter i forholdet mellem sport og politik mener ikke, at FIFAs formuleringer binder Saudi-Arabien til konkrete, målbare forbedringer. Selv om FIFAs materiale nævner en række rettigheder, kan Saudi-Arabien i realiteten vælge og vrage, hvilke rettigheder de vil fokusere på.

“Jeg vil gætte på, at Saudi-Arabien vil fokusere på en eller to ting. Det kunne for eksempel være børns og kvinders rettigheder, og så vil de stort set ignorere de andre. Arbejdstagerrettigheder vil sandsynligvis blive nedprioriteret, som det var tilfældet med Qatar,” fortæller Michael Skey, der er lektor ved Loughborough University i England og har forsket i sportswashing.

Mark James, der er forskningschef hos Manchester Law School, siger, at der i international sport ofte mangler juridiske rammer for, hvordan egentlige forbedringer af menneskerettigheder skal gennemføres.

“For nuværende er der ikke specifikke krav til, at værtslandet beskytter særlige menneskerettigheder eller skal have underskrevet specifikke traktater eller konventioner," siger han. 

Ikke uafhængig

Som følge af FIFA-reformerne kræver organisationen som noget nyt, at stater, der ønsker at afholde VM i fodbold, skal have lavet en såkaldt menneskerettighedsstrategi. Den bruger FIFA til at bedømme, om ansøgerlandet - i dette tilfælde Saudi Arabien - vil kunne overholde menneskerettigheder i forbindelse med slutrunden.

Den strategi skal være lavet på baggrund af en uafhængig risikovurdering af, om landet lever op til FIFAs krav om menneskerettigheder. Og heri forsikrer det saudiske fodboldforbund, at VM vil blive afholdt med respekt for menneskerettigheder. 

“Vi vil udvikle og følge passende processer for menneskerettigheder og due diligence for at sikre, at aktiviteter og beslutningstagning i forbindelse med forberedelsen og afholdelsen af FIFA World Cup 2034 gennemføres med behørig respekt for menneskerettigheder i overensstemmelse med FIFAs krav,” står der i menneskerettighedsstrategien.

Men den uafhængige vurdering, der ligger bag saudiernes strategi, får kritik af menneskerettighedsorganisationer for at være fejlbehæftet og for slet ikke at være uafhængig.

“Deres strategi handler mest om, at Saudi-Arabien kan vise, at de kan tale FIFAs menneskerettighedspolitik efter munden.”

Rapporten undlader at nævne flere grove brud på menneskerettigheder som dokumenterede tilfælde af tortur, overtrædelser af kvinders rettigheder, klager fra migrantarbejdere og det brutale mord på journalisten Jamal Khashoggi i 2018.

Firmaet AS&H Clifford Chance, der efter eget udsagn er Saudi-Arabiens førende advokatfirma, står bag rapporten. AS&H står for Abuhimed Alsheik Alhagbani, og partner i advokatfirmaet, Fahad Abuhimed, har siddet på topposter i den saudiske regering og i statslige virksomheder i Saudi-Arabien.

Konflikt med sharia

I den saudiske menneskerettighedsstrategi finder man ingen omtale af LGBTQ+-rettigheder, selv om for eksempel homoseksualitet i Saudi-Arabien er forbudt.

Kvinders rettigheder, som på trods af reformer stadig er langt fra at matche mænds, er imidlertid nævnt i strategien. AS&H Clifford Chance har nemlig rejst en bekymring, hvorvidt det saudiske styre vil modsætte sig FN’s Kvindekonvention, hvor den er i konflikt med islamisk lov. 

Men Saudi-Arabiens svar på den bekymring indeholder ikke specifikke planer for, hvilke rettigheder kvinder skal have hvornår. I stedet står der i strategien: 

"Vi vil løbende gennemgå og verificere, at vores lovgivning og praksis er i fuld overensstemmelse med vores forpligtelser i henhold til internationale aftaler om antidiskrimination. Eventuelle nødvendige justeringer eller forbedringer vil blive implementeret for at opretholde disse forpligtelser og sikre beskyttelsen af alle individers rettigheder," står der i menneskerettighedsstrategien.

Derudover vil der ifølge den saudiske menneskerettighedsstrategi blandt andet blive udført oplysningskampagner og workshops for at begrænse diskrimination.

Tjekdet
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har opfordret til, at DBU skal stemme for det saudiske bud på VM i 2034. Hun er i dag formand for DBU’s governance- og udviklingskomite. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Stanis Elsborg er leder af organisationen Play the Game, som arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt. Han mener, at der mangler konkrete planer for, hvordan og hvornår der vil blive indført specifikke rettigheder, og hvordan man sikrer sig, at forbedringerne ikke bliver skrottet efter VM. Det havde været oplagt at have med i en strategi for menneskerettigheder, siger han.

“Deres strategi handler mest om, at Saudi-Arabien kan vise, at de kan tale FIFAs menneskerettighedspolitik efter munden. Enhver med et godt PR-firma kan beskrive, hvad de har tænkt sig at gøre, men uden rigtig at skrive noget,” siger Stanis Elsborg. 

Indgår ikke i score

Det bringer os frem til rapporten, hvor FIFA evaluerer Saudi-Arabiens ansøgning om at afholde VM i 2034.

Heri får Saudi-Arabien af FIFA en samlet score på 419,8 ud af 500 mulige point. Pointene vurderer FIFA dels ud fra landets sportslige og generelle infrastruktur - altså både stadioner, transportforhold og hoteller. Og dels ud fra det kommercielle potentiale i at lade Saudi-Arabien afholde VM. Men menneskerettigheder indgår slet ikke i FIFA’s samlede pointscore til lande, der ansøger om værtskab. 

I stedet har FIFA i rapporten - ved siden af pointscoren - inkluderet en risikovurdering af overtrædelser af menneskerettigheder. Den tager udgangspunkt i den saudiske menneskerettighedsstrategi, som er blevet til på baggrund af den vurdering, der får kritik for ikke at være uafhængig og at udelade grove brud på menneskerettigheder.  

Samlet giver FIFA menneskerettighedsstrategien fra Saudi-Arabien en gul prik. FIFA mener dermed, at risikoen for, at menneskerettigheder bliver brudt i forbindelse med VM i 2034, er middel. 

FIFA skriver i deres evaluering, at det kræver en væsentlig indsats fra Saudi-Arabien at leve op til deres egen strategi. Men FIFA skriver også, at det er formildende omstændigheder, at der stadig er ti år til slutrunden, og at Saudi-Arabien allerede har indført nogle forbedringer af menneskerettigheder og lover at indføre flere. 

Brede VIP-sæder

FIFAs krav til værtslande handler for langt størstedelen om alt muligt andet end menneskerettigheder. FIFA har nemlig en lang række krav til infrastruktur de steder, hvor VM skal afholdes, og til de stadioner, hvor fodboldkampene skal spilles. 

Her er FIFA-kravene helt anderledes specifikke. Eksempelvis vil FIFA have, at der er mindst 2.000 VIP-pladser på det stadion, hvor turneringens åbningskamp og finale skal spilles. Til VVIP-gæsterne - altså very, very important guests - skal der være mindst 300 sæder til åbningskampen og finalen.

Sædernes størrelse på stadion til de vigtige gæster bliver ikke overladt til tilfældighederne. VIP-gæster skal have en sædebredde på mindst 60 centimeter. Det samme gælder VVIP-sæderne, og her må der heller ikke være under en meters benplads.

Der er også specifikke krav til hotellerne, hvor FIFA-personalet skal bo. De skal være 4- eller 5-stjernede og have træningscenter eller svømmepøl samt en WiFi-forbindelse af høj kvalitet. 

TjekDet ville gerne have spurgt Helle Thorning-Schmidt om, hvad der ligger bag hendes udtalelse om, at der er stillet meget større krav omkring menneskerettigheder til VM i 2034 end tidligere. Og om hun er enig i eksperternes kritik af, at FIFA kun har stillet vage krav til menneskerettigheder.

Men Helle Thorning Schmidt har ikke reageret på TjekDets henvendelser.

TjekDet har spurgt DBU, om de mener, at der reelt er tale om "betingelser", når betingelserne ifølge eksperter er formuleret så vagt, at Saudi Arabien reelt kan undlade at overholde menneskerettigheder uden at få frataget værtskabet. 

Men DBU henviser til FIFA. 

“Det er dem, der har fremsat retningslinjerne til VM-værtskaber, så det må også være dem, der står på mål for det,” skriver DBU i en mail.

FIFA er ikke vendt tilbage på TjekDets henvendelse.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 6. jan 2025