Føler de færreste på Arne-pension sig nedslidte?

Faktatjek 9. okt 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
Pension var et af de store emner under Folketingets åbningsdebat torsdag. Blandt debattørerne var Martin Lidegaard, der hele to gange fremsatte forskellige forkerte påstande om, hvor mange modtagere af den såkaldte Arne-pension, der føler sig nedslidte. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
  • “8 ud af 10 på Arne-pension, føler sig ikke nedslidte” og “75 procent af dem på Arne-pension, føler sig ikke nedslidte”

     

  • Begge udsagn blev fremsat af Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard under Folketingets åbningsdebat

  • Men ifølge Det Nationale Center for Arbejdsmiljø, er det kun 16,5 procent, der ikke føler sig nedslidte

Ved Folketingets åbningsdebat forleden var især emnet pension på dagsordenen. 

I den forbindelse udtalte Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, at langt de fleste danskere på Arne-pensionen ikke føler sig nedslidte. 

Martin Lidegaard brugte det som argument for, at man i stedet bør investere yderligere i seniorpensionen, som ifølge Radikale Venstre netop er målrettet de mest nedslidte. 

Først sagde Martin Lidegaard, at 8 ud af 10 af danskerne på Arne-pension ikke føler sig nedslidte. Det blev formuleret i et  spørgsmål til Pelle Dragsted fra Enhedslisten. 

Senere sagde Martin Lidegaard i et svar til Socialdemokratiets Camilla Fabricius, at 75 procent af dem på Arne-pensionen ikke føler sig nedslidte. 

Men ingen af tallene er rigtige.

Hvad er Arne-pension?

Arne-pensionen er den populære betegnelse for tidlig pension.

 

Det er en tilbagetrækningsydelse, altså en ydelse, som gives til dem, der har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. 

 

Arne-pensionen giver ret til at gå 1, 2 eller 3 år tidligere på pension, hvis man opfylder en række betingelser:

 

- Har været tilknyttet arbejdsmarkedet i 42, 43 eller 44 år.
 

- Har bevaret tilknytning til arbejdsmarkedet i perioden, fra du får tilkendt retten til Arne-pension, og indtil du skal starte udbetaling af Arne-pension.
 

- Være bosiddende i Danmark, et andet EU/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.
 

- Ikke være tilkendt førtidspension eller seniorpension.

 

Kilde: Borger.dk

Hvor mange føler sig nedslidte?

Martin Lidegaard bygger sin påstand på en rapport fra 2023, som er lavet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Her fremgår det, at omkring 20 procent - eller to ud af ti - på den tidlige pension, også kendt som  Arne-pensionen, føler sig nedslidte “i høj grad” eller “i meget høj grad”. 

Det får Martin Lidegaard til at konkludere, at de resterende 80 procent - eller “8 ud af 10” -  ikke føler sig nedslidte. 

Men det er en forkert konklusion. Blandt den resterende procentdel er der nemlig en stor gruppe borgere, der svarer, at de føler sig nedslidte “i nogen grad” eller i “mindre grad”. Kun 16,5 procent svarer, at “de slet ikke” føler sig nedslidte - altså et godt stykke fra de “8 ud af 10”, som Martin Lidegaard umiddelbart peger på. 

Det viser de bagvedliggende tal fra undersøgelsen, som TjekDet har indhentet fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Her svarer 27 procent desuden, at de føler sig nedslidte “i mindre grad”. 37,7 procent af de adspurgte føler sig “i nogen grad” nedslidte, og endelig er det 18,8 procent, som føler sig nedslidte i “høj grad” eller i “meget høj grad”. 

 

Martin Lidegaard: Mit budskab består  

TjekDet har forelagt tallene for Martin Lidegaard. 

Han erkender, at der er nuancer til udlægningen, men han mener fortsat, at hans budskab består - nemlig at en del borgere på Arne-pension ikke føler sig nedslidte. Martin Lidegaard medregner i den forbindelse de borgere, der kun “i mindre grad” føler sig nedslidte. 

“Fire ud af ti føler sig slet ikke eller i mindre grad nedslidte. Nogenlunde tilsvarende antal føler sig i nogen grad nedslidt. Nedslidning er altså i mindre grad forklaringen på, hvorfor borgere har valgt at gå på tidlig pension,” siger Martin Lidegaard.

På den baggrund vurderer han, at nedslidning ikke er den primære årsag til, at borgere har valgt at gå på tidlig pension, altså Arne-pensionen.

Null

Da rapporten fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø blev publiceret i 2023, var det kun tallene for dem, der føler sig nedslidte “i høj grad” eller i “meget høj grad”, der blev offentliggjort. Tallene fra de resterende grupper blev først offentliggjort senere via forskellige medier, der efterspurgte dem. Og nu altså via TjekDet.

TjekDet har flere gange tidligere faktatjekket påstande om Arne-pensionen. For eksempel da den tidligere formand for Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen og Mette Frederiksen var uenige om, hvorvidt nedslidning overhovedet er et krav for at få Arne-pension.

TjekDet faktatjekker ofte påstande fra og om dansk politik - blandt andre påstande fra åbningsdebatten i sidste uge. Du kan læse alle vores faktatjek om emnet her.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 9. okt 2024