Giver klimaforandringer flere eller færre orkaner?

Faktatjek 3. okt 2024  -  6 min læsetid
Tjekdet
I et opslag på X skriver Lars Boje Mathiesen, der er formand for Borgernes Parti, at der - i modsætning af, hvad han mener, medierne giver indtryk af - ikke er kommet flere orkaner over årene. Opslaget kom dagen efter, at styrke 4-orkanen Helene gik i land i det sydlige USA. På billedet her ses en tidligere orkan fotograferet fra rummet. Foto: NASA/Unsplash
  • Der er ingen tydelig tendens til, at der er kommet flere orkaner.

  • Sådan skriver Lars Boje Mathiesen, formand for Borgernes Parti, på det sociale medie X, efter orkanen Helene gik i land i Florida i sidste uge.

  • Desuden skyldes orkanerne ikke menneskeskabte klimaforandringer, fremgår det af Lars Boje Mathiesens opslag.

  • Men hvad er egentlig op og ned i forhold til klimaforandringernes indvirkning på orkaner? Det undersøger TjekDet.

Der har været 125 orkaner i Florida siden 1851, og der er ingen tydelig tendens til, at der er kommet flere. Desuden skyldes de slet ikke menneskeskabte klimaforandringer.

Sådan kan man læse på formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesens X-profil. Han lagde opslaget på X dagen efter, at orkanen Helene gik i land i den amerikanske delstat Florida den 26. september og efterfølgende hærgede flere af USA’s sydlige stater. 

Orkanen Helene, der ramte land som en kategori 4-orkan, har i skrivende stund kostet 128 mennesker livet og efterladt flere byer ødelagte og uden strøm. Dødstallet forventes at stige, da flere personer fortsat er savnet. 

Med til opslaget deler Lars Boje Mathiesen en graf, der viser, hvor mange orkaner Florida er blevet ramt af siden 1850. Det fremgår af grafen, at der ikke er kommet flere orkaner til siden 1950. Ifølge Lars Boje Mathiesen giver det “det fulde billede om orkaner”, nu når medierne “forsøger at skubbe deres klima-dommedags dagsorden,” som han skriver i opslaget.

Null

Foto: Skærmbillede af opslag

Men kan det nu også passe, at der ikke er kommet flere orkaner til, selvom man jævnligt hører, at vi grundet klimaforandringer vil se flere tilfælde af ekstremt vejr?

Det korte svar er ja - og så alligevel. 

Fewer but stronger

Svaret på spørgsmålet er nemlig ikke helt ligetil. 

Ifølge flere forskere, TjekDet har talt med, er det rigtigt, at der ikke er kommet flere orkaner, selvom kloden er blevet varmere. Grafen, som Lars Boje Mathiesen deler, er korrekt og viser ganske rigtigt, at der ikke er kommet flere orkaner til i Florida siden 1850. Dog understreger forskerne, at data for orkaner fra før Anden Verdenskrig er behæftet med en vis usikkerhed, fordi måleinstrumenterne, man brugte dengang, var dårlige. 

Til gengæld kan klimaforandringerne påvirke fremtidens orkaner på andre måder, omend det er et forskningsområde, der er usikkerhed omkring. Det fortæller blandt andre Aslak Grinsted, der er lektor på Københavns Universitet, hvor han forsker i ekstreme vejrforhold.

For mens der er faglig enighed om mange andre spørgsmål, der knytter sig til konsekvenserne af klimaforandringer, står det anderledes til i forhold til orkanområdet, fortæller Aslak Grinsted.

Han forklarer, at de fleste klimaforskere og -modeller arbejder ud fra tesen fewer but stronger - altså at vi i fremtiden faktisk vil komme til at se færre orkaner, men at de orkaner, der kommer, forventes at blive stærkere og mere intense. 

Det betyder, at de største og mest ødelæggende orkaner bliver endnu større og endnu mere ødelæggende. Det har endda været oppe at vende, om man fremover skal kunne kategorisere en orkan som kategori 6. I dag kategoriseres orkaner fra et til fem, hvor kategori 5-orkaner er de mest voldsomme med vindhastigheder på over 69 meter i sekundet. Det svarer til vindhastigheder på over 248 kilometer i timen.

Når orkanområdet alligevel er til debat i forskerkredse skyldes det, at ekstreme hændelser som orkaner er “meget svære at lave statistik på, på en god måde,” fortæller Aslak Grinsted. 

“De fleste er overbeviste om, at det går i retning mod færre, men stærkere orkaner, men der er debat om, hvorvidt det allerede kan ses tydeligt i data. Det er svært at se en tendens i noget, der er meget variabelt og sjældent, som orkaner jo er,” siger han. 

Også Michael Wehner, der er seniorforsker ved Lawrence Berkeley National Laboratory i USA, påpeger, at der stadig er åbne spørgsmål i klimavidenskaben om orkaner. 

“Vi ved ikke præcis, om antallet af orkaner vil ændre sig som følge af, at kloden bliver varmere. Et synspunkt er, at der kommer færre - hvilket jeg tilslutter mig - et andet synspunkt er, at antallet ikke vil ændre sig. Få mener, at der kommer flere orkaner,” fortæller han.

Tjekdet
Den 26. september gik orkanen Helene i land i Florida i USA. Efterfølgende har orkanen hærget flere af USA's sydlige stater og har efterladt talrige dødsfald og massive ødelæggelser. Foto: Chandan Khanna/AFP

Varmere klima driver maskinen

Men hvorfor bliver orkanerne færre, men stærkere som følge af det varmere klima?

Årsagen skal findes i den måde, orkaner opstår på. Orkaner opstår ved høje vandtemperaturer - over 26 grader - hvor vandet fra havoverfladen fordamper. Den varme, fugtige luft stiger til vejrs, kondenserer og danner skyer. Ved havoverfladen dannes der lavtryk, der trækker mere luft ind, og processen gentager sig igen og igen og skaber en masse energi. Med hjælp fra Jordens rotation får systemet en roterende effekt, som skaber en orkan.

Null

Grafik: Nathalie Damgaard Frisch

Det, der så gør, at der potentielt kommer færre, men stærkere orkaner i fremtiden, er ifølge Aslak Grinsted, at et varmere klima vil medføre ændringer i forskellen på vindhastigheden tæt på havoverfladen og længere oppe i atmosfæren. 

“Klimamodeller siger, at forskellen bliver større. Normalt skal man have en nogenlunde stabil atmosfære for at få en orkan til virkelig at starte op og rotere, men hvis vinden trækker det fra hinanden, før motoren kommer i gang, så når det ikke at udvikle sig til en rigtig orkan,” forklarer han og fortsætter: 

“Derfor vil flere orkaner formentlig gå i sig selv. Men når først de er dannet, har vi en effektiv maskine på grund af det varmere klima, der vil gøre orkanerne stærkere.”

Katharine Hayhoe, der er professor ved Texas Tech University og chefforsker ved organisationen The Nature Conservancy, er af samme overbevisning.

"Efterhånden som klimaet ændrer sig, ser vi ikke en stigning i det samlede antal orkaner, da klimaforandringer påvirker de forskellige faktorer, der bestemmer orkaners dannelse, på forskellig vis. Men når først stormene er dannet, er der ingen tvivl om, at i takt med at havene varmes op, intensiveres orkaner hurtigere, bliver stærkere, kaster mere regn af sig og forbliver stærkere i længere tid over land - alt dette var Helene et eksempel på,” siger hun.

Lige netop regn vil vi se mere af i forbindelse med orkaner, fordi varm luft kan holde på mere nedbør, fortæller Aslak Grinsted. 

“Når vi kigger på nedbørsmængden, ved vi, at den bliver forværret af global opvarmning. Vi ved, der kommer mere ekstremregn, som forårsager gigantiske oversvømmelser,” siger han og tilføjer:

“Stormfloder er også en konsekvens af orkaner. Vi ved, at havene er steget, og det betyder, at stormfloden er en smule højere, end den ellers ville have været, og det gør, at det er et større område, der er oversvømmet.”

Michael Wehner peger også på mere regn og større stormfloder i forbindelse med orkaner. Et studie af den seneste store orkan i Florida, Ian, viste, at klimaforandringerne øgede nedbøren på land med 20 procent. 

“Det er en hel del,” siger Michael Wehner.

Tjekdet
Lars Boje Mathiesen har tidligere været på folketingsmedlem og formand for Nye Borgerlige. Nu er han formand for det nystiftede parti Borgernes Parti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Handler ikke om intensitet

Lars Boje Mathiesen skriver i en kommentar til sit opslag, at han er "udmærket bekendt med de modeller og prognoser, som forventer stigende intensitet” i orkaner. 

TjekDet har derfor spurgt, om den information ikke ville være en væsentlig nuance at bringe ind i et opslag, som handler om orkaner og menneskeskabte klimaforandringer. 

“Nej, overhovedet ikke, niks, ikke i det opslag, som jeg har, fordi det handler om hyppighed,” siger Lars Boje Mathiesen. 

Men kan du forstå, hvis man som læser af dit opslag sidder tilbage med en opfattelse af, at menneskeskabte klimaforandringer ingen indvirkning har på orkaner?

“Nej, det kan jeg virkelig ikke forstå. Det er kun, hvis man forsøger journalistisk at lægge en vinkel i det, som jeg ikke har sagt. Problemet er, at du ikke kan faktatjekke det, jeg har sagt, fordi det er fuldstændig korrekt. Og det er jo dejligt, at du har lavet undersøgelser, som fuldstændig understøtter det, jeg siger og det, jeg skriver. Det er derfor, jeg siger: husk fakta er din ven.”

Null

Men hvorfor så udelade den fakta, der siger, at orkanerne bliver stærkere på grund af menneskeskabte klimaforandringer?

“Fordi det er ikke relevant i det, jeg taler om.”

Hvorfor ikke? 

“Fordi det er ikke relevant. Det, som det handler om her, er, hvor mange (orkaner, red.) der kommer.”

Hvorfor er det ikke relevant, at de bliver stærkere?

“Jeg skal da ikke forsvare et opslag. Det er ikke en doktorafhandling, hvor jeg skal gå igennem alt. Man kunne jo have alle mulige indgangsvinkler, men når det er et opslag, så vælger jeg én af de mange indgangsvinkler til at debattere storme på. Jeg kunne også godt finde på at lave et opslag om intensiteten eller omkostningerne ved orkaner,” slutter han.

TjekDet har tidligere undersøgt påstande om menneskeskabte klimaforandringer og deres indvirkning på ekstreme naturfænomener. Sidste år kunne man i flere danske medier læse, at der var rekordmange naturbrande i 2023, men det var ikke helt ligetil at svare entydigt på. Det kan du læse mere om her.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 3. okt 2024