Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kan din elbil gå i stykker af at køre i regnvejr?

Faktatjek 19. jul 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
"Hvis du har en elbil, så lad for guds skyld være med at køre i regnvejr", står der i en artikel, der i øjeblikket deles vidt og bredt på sociale medier. Men elbiler er ikke særligt følsomme over for regn. Foto: Shutterstock
  • En artikel om en Tesla, som har fået ødelagt batteriet efter en køretur i regnvejr, har tiltrukket stor opmærksomhed på Facebook

  • Artiklen rejser påstanden om, at elbiler ikke kan tåle regn

  • Men forskere og eksperter på området afviser påstanden blankt. Teslaer og andre elbiler er nemlig designet, så det nærmest er umuligt for vand at trænge ind i batterierne

  • Er du elbilejer kan du altså roligt både parkere og køre i den, selvom det regner, siger de

“Hvis du har en elbil, så lad for guds skyld være med at køre i regnvejr. Det kan koste dig dyrt.”

Sådan lyder det i en artikel fra mediet Trend.dk, som lige nu florerer på Facebook. 

I artiklen hører vi om parret Johnny Bacigalupo og Rob Hussey fra Skotland, som oplevede at skulle betale, hvad der svarer til 150.000 danske kroner, fordi der var trængt vand ind i batteriet på deres parkerede Tesla, mens de havde været på restaurantbesøg i Edinburgh. 

Mange har interageret med Facebook-opslaget, hvor artiklen deles, og kommentarsporet bærer især præg af en modstand mod elbiler. Her ses historien som et oplagt argument for, hvorfor man ikke skal købe en elbil.

Elbiler er ikke særligt udsatte 

Elbilsejere har dog ingen grund til at frygte, at de kommer til at stå i samme situation som det skotske par, hvis de vælger at køre ud i det danske våde vejr. 

Elbiler er nemlig ligesom alle andre biler designet til skiftende vejrforhold, og batteriet er beskyttet mod vand. 

Det fortæller Jakob Stoustrup, som er professor på Institut for Elektroniske Systemer på Det Tekniske Fakultet for IT og Design på Aalborg Universitet.

“Alle moderne biler har et omfattende elektriske system, som man i designprocessen beskytter så godt, man kan mod indtrængning af vand. Der er ikke nogen principiel forskel på beskyttelsen i el- og fossildrevne biler på det punkt”, siger han. 

Der er altså intet, der tyder på, at elbiler skulle være dårligere stillet end fossildrevne biler, hvis uheldet skulle være ude, og vand skulle trænge ind i bilen på grund af for eksempel fabrikationsfejl eller skade på bilen.

Tjekdet
Elbiler har mange gange været omdrejningspunkt for falske påstande. Tidligere har det blandt andet handlet om brandfare, CO2-udledning i forbindelse med batteriproduktion og bilernes formåen i koldt vejr. Men nu handler det altså også om regnvejr. Foto: Shutterstock

Der er noget om snakken med rækkevidde

Påstanden om, at regn skulle være dårligt for din elbil er i en anden artikel på Trend.dk også blevet sat i forbindelse med et forsøg fra Norges Automobil-Forbund. Her testede man 26 forskellige elbiler i koldt og regnfuldt vejr, for at undersøge, om vejrforholdene ville have en effekt på rækkevidden. 

Testen viste blandt andet, at regnvejr kunne have en negativ effekt på elbilernes ydeevne. Men eksperter mener ikke, at det skyldes regnvandet. 

Poul Ægidius Norby er professor ved Institut for Energikonvertering og -lagring på DTU og desuden formand for Dansk Batteriselskab (DBS), som har til formål at udbrede viden om batterier i danske virksomheder. Han vurderer ikke, at den nedsatte rækkevidde, det norske forsøg fandt, skyldes, at regnen trænger ind i bilens systemer:

“Det er jo lidt fysikkens love, elbilerne er oppe imod. Når vejret giver mere modstand, skal batteriet arbejde mere. Men det har ikke noget at gøre med, at der kommer vand ind i batteriet,” fortæller han. 

Poul Norby har heller ikke kendskab til elbiler, der er gået i stykker som følge af regn.

“Det kan jeg klart afvise”, siger han.

En fjer bliver til fem døde høns

Historien om det skotske par er ikke ny, selvom den nu er begyndt at rulle flittigt på sociale medier. Artiklen er blevet publiceret i mange forskellige afstøbninger på tværs af medier og lande. 

Meget tyder på, at historien oprindeligt stammer fra en artikel bragt i det skotske lokalmedie Edinburgh Live. Her bærer artiklen præg af en forbrugerhistorie, som hovedsageligt fokuserer på den langtrukne korrespondance, som det skotske par havde med Tesla i forbindelse med reparationen af batteriet i bilen. Herunder også det høje beløb, som de endte med at skulle betale. 

Historien blev også taget op i det britiske tabloidmedie The Mirror, hvor artiklens indhold også har fokus på parret og deres forargelse. Det samme gør sig gældende, da historien først kommer til Danmark og artikler bliver publiceret på blandt andet 24Nyheder, Senest.dk og Dagens.dk

“Alle moderne biler har et omfattende elektriske system, som man i designprocessen beskytter så godt, man kan mod indtrængning af vand. Der er ikke nogen principiel forskel på beskyttelsen i el- og fossildrevne biler på det punkt”

Det er først, da det rammer det nordiske webbaserede medie Trend.dk, at der bliver lavet en sammenslutning mellem elbiler generelt og regn. Her bliver historien om det skotske par også fremlagt, men her mere som en alternativ bevisførelse for regnens effekt på elbiler end som en isoleret case. 

TjekDet har forelagt Trend.dk kritikken fra forskerne og i den anledning givet dem muligheden for at kommentere på den. De er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse. 

TjekDet har flere gange tidligere skrevet om påstande om elbilers begrænsninger under forskellige vejrforhold. Blandt andet har falske påstande om elbilers formåen i kolde temperaturer været i omløb. Du kan læse et faktatjek af en af dem her.

Et andet argument, der hyppigt bruges mod elbiler, er, at de skulle være forbundet med stor brandfare. Også i den forbindelse har der flere gange tidligere floreret falske påstande om elbiler. Blandt andet fik elbiler skylden for en voldsom brand på et fragtskib - uden der var belæg for det. Det har TjekDet tidligere beskrevet her.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 30. sep 2024