"Virkelig groft": Kendte lægers ansigter misbruges i deepfake-annoncer for tvivlsom medicin
-
Flere kendte tv-læger optræder ufrivilligt i manipulerede videoer, hvor de reklamerer for produkter, der påstås at have diverse helbredseffekter
-
Herhjemme har tv-læge Peter Qvortrup Geisling fået misbrugt sin identitet til at reklamere for et produkt uden dokumenteret virkning
-
De manipulerede videoer kan sætte kronisk syge patienters liv på spil, fordi de risikerer at blive fejlbehandlet
-
"Sygt" og "virkelig groft," siger Peter Qvortrup Geisling
Kendte tv-læger får misbrugt deres autoritet og troværdighed i manipulerede videoer, der ved hjælp af kunstig intelligens får lægerne til at fremkomme med udsagn, som de aldrig har udtalt sig om. Det kan være bestemte behandlinger eller reklame for produkter, som angiveligt kan kurere helbredsproblemer.
Det viser en gennemgang, TjekDet har foretaget af Ad Library, der er Facebooks annoncebibliotek, som giver overblik over alle både aktive og inaktive annoncer på platformen.
Her har TjekDet fundet flere annoncer med kendte tv-læger fra ind- og udland, hvor manipulerede videoer med kendte tv-læger bruges til at promovere produkter, der påstås at have gavnlige effekter.
Til annoncerne hører også falske artikler, hvor tv-lægerne er citeret for at sige ting, de aldrig har sagt.
Annoncerne og artiklerne leder videre til hjemmesider, hvor produkterne kan købes, mens videoerne fungerer som et troværdighedsskabende element, der skal få folk med helbredsproblemer til at købe produkterne.
I Lægeforeningen er der bekymring over, at den slags videoer florerer, da de potentielt kan foråsage skadelige sundhedsmæssige situationer.
“Når lægers identitet misbruges, blandt andet ved brug af nye teknologier, risikerer det at føre til misinformation, som kan få borgere til at træffe uhensigtsmæssige valg om deres sundhed,” lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Vingummier mod forhøjet blodtryk
En af lægerne, der har fået misbrugt sin identitet, er den danske tv-læge Peter Qvortrup Geisling, der siden 1997 har formidlet sundhedsstof til danskerne for DR.
I en manipuleret video reklamerer den kendte tv-læge ufrivilligt for cannabisvingummier fra mærket Sarah's Blessing. Vingummierne har angiveligt positive effekter mod forhøjet blodtryk - i hvert fald hvis man skal tro Peter Qvortrup Geisling i videoen.
“Jeg vil gerne præsentere dig for et nyt middel mod forhøjet blodtryk, som er tilgængeligt for alle. Disse gelebønner renser blodkarrene for kolesterol og stabiliserer dit blodtryk. Og alt dette uden dyre operationer og medicin. Skynd dig, mens rabatten er gyldig,” siger han i videoen.
Tværtimod kan der være en risiko forbundet med at begynde på alternative behandlingsmetoder mod eksempelvis forhøjet blodtryk, fortæller han.
“Potentielt er der risiko for, at brug af alternative behandlingsmetoder fører til forsinket start af dokumenterede behandlingsmetoder, hvilket kan være forbundet med øget sundhedsrisiko for patienterne,” siger han.
Klippet med Peter Qvortrup Geisling er en såkaldt deepfake. Her bruges ægte billeder eller videoer af en person som grundlag for - eksempelvis ved hjælp af generativ kunstig intelligens - at fabrikere nye videoer, hvor man kan få den pågældende person til at sige eller gøre hvad som helst.
Klippet med tv-lægen ser ud til oprindeligt at stamme fra TV-Avisen på DR1. Efterfølgende er der blevet manipuleret med Peter Qvortrup Geislings mundbevægelser og stemme, så det ser ud som om, at han lovpriser behandlingen med cannabisvingummier.
“Det er simpelthen for sygt, det der. Det er virkelig groft,” siger Peter Qvortrup Geisling, da TjekDet præsenterer videoen for ham. Han har aldrig set videoen før og har intet med de pågældende vingummier at gøre, fortæller han.
“Der sidder nogle kynikere derude, der udnytter mennesker, der har kroniske sygdomme, mennesker, der leder efter håb. Og det gør de på dybt ulovlig vis. Det er virkelig nogle beregnende mennesker, vi har med at gøre,” siger han.
Ses også i udlandet
Den voksende tendens med læger, der misbruges i manipulerede videoer, ses også udenfor Danmarks grænser.
Det franske nyhedsbureau AFP beretter, at flere britiske og franske læger ligeledes har fået misbrugt deres troværdighed i reklamer for diverse produkter, der angiveligt har dokumenterede effekter mod alskens helbredsproblemer.
I en video optræder den britiske tv-læge Hilary Jones i det britiske morgenprogram Lorraine på kanalen ITV, som han ofte medvirker i. Men i videoen er der blevet manipuleret med lyden, så det lyder, som om Hilary Jones taler varmt om produkter, der tilsyneladende kan sænke forhøjet blodtryk.
Den britiske tv-læge Michael Mosley, der tidligere på året gik bort, har efter sin død også fået misbrugt sin identitet i falske reklamer for produkter, der ikke har den dokumenterede effekt, de påstås at have. Michael Mosley er mest kendt for at gøre den såkaldte 5:2-kur populær.
Den britiske læge John Cormark, der har samarbejdet med British Medical Journal om at afdække videoerne, ser dem som et stort problem, fordi patienter har en tendens til at stole på læger, som de kender. Også selvom de kun kender dem fra tv’et.
“Mange tv-læger har brugt lang tid på at skabe troværdighed, så folk stoler på dem, selv når de kommer med utrolige påstande,” siger han til AFP.
Livsfarlig udvikling
Peter Qvortrup Geisling fortæller, at han før har oplevet, at folk skriver til ham efter at have set ham optræde i andre typer af falske annoncer på Facebook. Enten for at spørge, om han er klar over, at han reklamerer for et produkt, eller for at høre, hvor sikker han er på, at produktet virker.
Han har sågar oplevet, at læger har sagt, at de synes, at et givent produkt, som han tilsyneladende har reklameret for, lød spændende og efterfølgende spurgt, hvor det kan fås henne.
Og det er ifølge Peter Qvortrup Geisling en skærpende omstændighed, at kunstig intelligens nu også bruges til at reklamere for alternative behandlingsformer.
Det kan nemlig risikere at sætte folks liv på spil, hvis de ender med at få en kronisk sygdom fejlbehandlet, siger han.
“Syge mennesker er sårbare på en særlig måde. Det er jo ikke sæbe eller håndklæder, der reklameres for. Det er medicin, der har med deres helbred at gøre, så det er virkelig alvorligt.”
Lægeforeningen oplyser til TjekDet, at de kun har modtaget få henvendelser om manipulerede videoer, men at de ser med dyb alvor på udviklingen.
“Hvis eksempelvis kunstig intelligens misbruges til at sprede misinformation eller skabe forvirring blandt befolkningen, kan det have alvorlige konsekvenser for både sundheden, tilliden til læger, for den enkelte læge og sundhedssystemet som helhed,” siger Camilla Rathcke og fortsætter:
“Endeligt bliver den enkelte læge jo beklikket i forhold til det arbejde, den position og ikke mindst den troværdighed og integritet vedkommende skal have i sin ’sande’ identitet. Det ved vi fra andre sager, hvor lægers autorisation er blevet misbrugt, at det er meget intimiderende for den læge, der misbruges.”
TjekDet har rettet henvendelse til Sarah’s Blessing, der er virksomheden bag cannabisvingummierne, som Peter Qvortrup Geisling misbruges til at promovere. TjekDet har blandt andet spurgt, om det er dem, der står bag de manipulerede videoer. Virksomheden er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Det sker oftere og oftere, at deepfakes deles i forskellige sammenhænge, og implikationerne kan være alvorlige. TjekDet har for eksempel for nylig skrevet om, hvordan X- og Tesla-ejer Elon Musk modtog kritik for at dele en deepfake-video med den amerikanske vicepræsident og præsidentkandidat, Kamala Harris, og vi har tidligere skrevet om en episode, hvor russisk stats-tv bragte en deepfake af en ukrainsk topchef. Vi har også skrevet guides, der kan hjælpe dig til at spotte indhold, der er modificeret med kunstig intelligens, og hvordan AI-genererede billeder af og til afslører sig selv.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.