Demokratier verden over er udfordret, men skyldes det de sociale medier?

Er de globale udfordringer for demokratiet forbundet med sociale medier? Forskere forsøger at belyse spørgsmål ved at gennemgå flere videnskabelige studier. 

Af Stephan Lewandowsky, formand for Kognitiv Psykologi, Bristol Universitet og æresprofessor i psykologi, Vest Australiens Universitet. Lisa Oswald, doktorgradsforsker i analytisk samfundsvidenskab, Hertie School. Philipp Lorenz-Spreen, forsker, Center for Adaptiv Rationalitet, Max Planck Institute for Human Development. Ralph Hertwig, direktør, Center for Adaptiv Rationalitet, Max Planck Institute for Human Development.

Her er to gængse måder at tænke demokrati i en online-æra på. Den første er, at teknologien sætter den offentlige debat fri, som vil indlede en æra af globalt demokrati. Den anden er, at du enten kan have sociale medier eller demokrati, men ikke begge på samme tid.

Så hvilken måde er mest korrekt? Der er ingen tvivl om, at demokrati er på tilbagetog verden over. Selv angiveligt stabile demokratier har for nyligt oplevet episoder, der er uforenelige med demokratiet og retsstaten. Det gælder for eksempel det voldelige angreb på USA’s Kongres i 2021.

For at forstå hvilken rolle, sociale medier spiller i den proces, har vi foretaget en systematisk gennemgang af videnskabelig dokumentation, der sammenkæder sociale medier med ti indikatorer for et demokrati i trivsel: politisk deltagelse, viden, tillid, eksponering for nyheder, politisk ytring, had, polarisering, populisme, netværksstruktur og misinformation

Vi har gennemgået næsten 500 studier på tværs af forskellige platforme i lande verden over, hvor vi ser nogle brede mønstre. Brugen af sociale medier er forbundet med større politisk engagement, men de øger samtidig polarisering, populisme og mistillid til offentlige og politiske institutioner.

Forskellige typer belæg

I vores gennemgang lægger vi mere vægt på forskning, der etablerer kausale sammenhænge mellem sociale medier og indikatorer for et demokrati i trivsel frem for blot korrelationer.

Korrelationer kan være interessante, men de kan ikke bevise, at ‘noget bestemt’ skyldes sociale medier. For eksempel: Forestil dig, at vi finder en sammenhæng mellem sociale medier og hadtale. Det kan muligvis opstå, fordi dem, der spreder hadtalen, bruger sociale medier, snarere end at det er de sociale medier, som er årsag til hadtale.

Kausale sammenhænge kan etableres på forskellige måder, for eksempel gennem store feltstudier. Deltagerne i studierne kan blive bedt om at reducere deres tid på Facebook til 20 minutter om dagen eller helt slukke for Facebook i en måned. Begge ændringer ledte til mere velvære, og at afholde sig helt fra Facebook reducerede også den politiske polarisering betydeligt.

Mere engagement, mere polarisering

På tværs af 496 studier fandt vi flere korrelationer end kausale sammenhænge, og vi fandt et mix af positive og negative konsekvenser. Som det ofte er med forskning, er mønsteret komplekst, men man kan dog fortolke det.

På den positive side fandt vi ud af, at brugen af digitale medier relaterer sig til større politisk engagement og en mere varieret nyhedseksponering. For eksempel fandt et taiwanesisk studie frem til, at et informationsorienteret brug af sociale medier øgede den politiske deltagelse. Det gælder dog kun, hvis brugeren mente, at et individ kan få politisk indflydelse ved at være aktiv på nettet. 

På den negative side fandt vi betydeligt belæg for, at sociale medier giver næring til polarisering og populisme og reducerer tilliden til de offentlige og politiske institutioner. Især var effekten på tilliden til institutioner og medier udtalt. Under pandemien er der blevet påvist en sammenhæng mellem brugen af digitale medier og en skepsis overfor covid-19-vacciner.

En anden negativ konsekvens ved brugen af sociale medier i en række politiske sammenhænge og på forskellige platforme ser ud til at være øget politisk polarisering.

Vi konstaterede, at øget polarisering også var forbundet med eksponering for modsatrettede synspunkter i ens feed på sociale medier. Det byggede med andre ord ikke bro over den politiske kløft at blive mødt med budskaber fra ens politiske modstandere. Faktisk så det nærmere ud til at gøre kløften større.

Forbindes til vold

Vi fandt også ud af, at der er en stærk og gennemgående sammenhæng mellem brug af sociale medier og populisme. Større brug af sociale medier udmønter sig i, at en større del af stemmerne ved et valg går til populistiske partier.

Studier i Østrig, Sverige og Australien har fundet belæg for, at der er en sammenhæng mellem en stigning i brugen af sociale medier og online højrefløjsradikalisering. Tyske og russiske studier viser kausal belæg for, at digitale platforme kan øge omfanget af etnisk betingede hadforbrydelser.

For eksempel fandt et tysk studie, at lokale problemer med at tilgå Facebook - blandt andet på grund af tekniske fejl eller manglende internetforbindelse - medførte et fald i vold i de samme områder. Forfatterne bag studiet vurderede, at hvis en indvandrerkritisk stemning på sociale medier nedbringes med 50 procent, ville det reducere antallet af voldelige hændelser med 12,6 procent.

Påvirkningen var slående forskellig rundt om i verden. Den positive påvirkning på politisk deltagelse og informationsforbrug var mest udtalt i nye demokratier i Sydamerika, Afrika og Asien. Den negative påvirkning var mere tydelig i de etablerede demokratier i Europa og USA.

Ingen simple svar

Lad os vende tilbage, hvor vi begyndte: Er internettet en teknologi, der sætter den demokratiske debat fri? Eller er sociale medier ikke forenelige med et demokrati?

Det kan ikke besvares med et simpelt ja eller nej. Men der er verden over tegn på, at digitale medier påvirker politisk adfærd. Den videnskabelige dokumentation giver anledning til bekymringer for, hvordan negative oplevelser på sociale medier kan påvirke et demokrati.

Facebook, Twitter og andre sociale medier er ikke i sig selv uforenelige med et demokrati. Demokratisk velfæld kræver dog, at forskere omhyggeligt studerer de sociale effekter af de sociale medier. Effekterne skal evalueres og reguleres af vælgerne og de folkevalgte politikere og ikke af en lille klike af superrige personer.

Vi ser små, men vigtige skridt i den retning. EU’s lov om digitale tjenester - Digital Services Act - er et godt eksempel. Et andet er den foreslåede amerikanske lov om platformsansvarlighed og gennemsigtighed (PATA) - selv om sidstnævntes skæbne endnu er uvis.

This article is republished from The Conversation under a Creative Commons license. Read the original article.