Millioner af danskere i digitale forsamlingshuse: Vores fællesskaber er flyttet på Facebook
Millioner af danskere forsamles om deres interesser, værdier eller lokale tilhørsforhold i digitale medborgerhuse på Facebook. Og hvor tonen ofte kritiseres for at være for hård på sociale medier, er den anderledes konstruktiv og positiv i de borgerdrevne grupper. Det viser en helt ny undersøgelse fra Analyse & Tal og TrygFonden.
Parterne bag projektet har for første gang nogensinde kortlagt det danske gruppelandskab på Facebook.
Kortlægningen viser, at danskerne forsamles i mere end 5.000 borgerdrevne ”digitale medborgerhuse” med til sammen mere end 20 mio. medlemskaber. Det estimeres, at 3,3 mio. danske brugere har været aktive i de digitale medborgerhuse i 2020.
Analyse & Tal og TrygFonden kortlagde sidste år tonen i debatten på mediernes og politikernes Facebooksider, og denne gang er turen altså kommet til borgernes grupper.
Ifølge den nye undersøgelse er der kun halvt så mange sproglige angreb i de digitale medborgerhuse sammenlignet med debatten på mediernes Facebooksider og kun en fjerdedel i forhold til debatten på politikernes Facebooksider.
Læs mere om projektet i denne pressemeddelelse.