Tilbud om billigt rejsekort er svindel

Fup og spam 22. aug 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
18 kroner. Det er, hvad du ifølge et facebookopslag skal give for at rejse ubegrænset rundt i København i et halvt år. Men opslaget er fup. I virkeligheden er formålet at lokke penge ud af danskerne. Foto: Skærmbillede af Facebook. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch
  • Rejsekort & Rejseplan A/S har 21-års jubilæum og i den anledning kan du rejse ubegrænset i seks måneder i hele København for sølle 18 kroner

  • Det fremgår af facebooksiden ‘Kort over transport i København’

  • Men ifølge Rejsekort & Rejseplan A/S findes de ubegrænsede rejsekort slet ikke, og facebooksiden er ikke oprettet af dem

  • De ubegrænsede rejsekort er et svindelnummer, som har til formål at lokke penge ud af danskerne

Seks måneders ubegrænset offentlig transport i København for kun 18 kroner. Det er et tilbud, meget få ville takke nej til. 

Derfor kan man hurtigt fristes til at bestille et Rejsekort til den pris via facebooksiden ‘Kort over transport i København', som reklamerer for det unikke jubilæumstilbud, der løber frem til den 25. august. Siden er professionelt sat op og kan umiddelbart nemt snyde brugerne. Men desværre viser det sig at være for godt til at være sandt. 

Rejsekort & Rejseplan A/S har nemlig ikke lanceret et særligt tilbud i forbindelse med deres jubilæum, og de står hverken bag annoncen eller den hjemmeside, hvor de unikke kort tilsyneladende kan købes. 

Et fupnummer forklædt som unikt tilbud 

Hvis man klikker på annoncen på facebooksiden, føres man ind på, hvad der tilsyneladende er en bestillingsside. Her skal man besvare et kort spørgeskema med tre spørgsmål, hvorefter man ledes ind på en side med nogle gaver, man kan åbne. 

Her kan man så blive den heldige vinder af et unikt rejsekort med ubegrænset rejse for 18 kroner. 

Tjekdet
Hjemmesiden, annoncen på Facebook leder til, ligner en bestillingsside, hvor man kan bestille sit billige rejsekort. Men når man følger vejledningen for at gøre det, dukker der flere faresignaler op undervejs. Foto: Skærmbillede af hjemmeside

Når man har åbnet gaven med Rejsekortet, skal man indtaste sine kontaktoplysninger og rejsekortnummer - angiveligt så tilbuddet kan overføres til et eksisterende rejsekort, hvis man ønsker det. 

Til sidst bliver dman overført til en betalingsside, hvor man skal indtaste kortoplysninger. Her er det dog bemærkelsesværdigt, at sproget er skiftet til rumænsk. Noget tyder altså på, at de penge, man overfører, havner i Rumænien, og altså ikke hos virksomheden Rejsekort & Rejseplan A/S.  

På facebooksiden er der flere kommentarer som indikerer, at der er flere kunder, som er meget tilfredse med deres særlige rejsekort. Blandt andet skriver Dominique Pollin: "Tak for sådan en fantastisk mulighed”. 

Men hvis man ser nærmere på Dominique Pollins profil, kan man hurtigt se, at den er oprettet til formålet. Profilen har næsten intet indhold, og derudover kan vi ved en omvendt billedsøgning se, at profilbilledet er taget fra den gratis billeddatabase, Freepik.

Null

Billedet har titlen ‘Young sports man on a bicycle in a European city. Sports in urban environments.’ Det kunne indikere, at svindlerne aktivt har forsøgt at vælge et billede, som kunne passe til danskerne. 

I kommentarsporet er det også værd at bemærke, at flere brugere vedhæfter billeder til deres kommentarer, hvor de står med det unikke Rejsekort, som de eftersigende har modtaget. Igen for at signalere, at kortene er ægte. 

Men på alle kort står der enten ‘Anne Andersen’ eller ‘Marc Rønne’ med samme billede. De unikke rejsekort er altså ikke blevet personaliseret, som der ellers er krav på ifølge reglerne for rejsekort. En omvendt billedsøgning afslører samtidig, at billederne med Rejsekortet er manipulerede.

Håber ikke at nogen ryger i fælden

Jens Willars, som er kundedirektør i Rejsekort og Rejseplan A/S fortæller, at de er opmærksomme på svindlen og gør, hvad de kan, for at få det stoppet, inden nogen af deres kunder ryger i fælden. 

"Rejsekort & Rejseplan A/S har og har ikke haft konkurrencer om gratis eller billige Rejsekort eller andre præmier", understreger Jens Willars.

De er endnu ikke bekendt med, hvorvidt der allerede er kunder, som har videregivet deres oplysninger til svindlerne. Men virksomheden har briefet deres medarbejdere i kundeservice til at guide borgerne, hvis de ringer ind angående svindlen. 

Rejsekort & Rejseplan A/S har desuden skrevet på deres hjemmeside, at de anmelder svindelannoncerne til Meta, så snart de støder på dem. Derudover får de hjælp af andre trafikvirksomheder, som oplyser på deres sociale medier, at der florerer falske annoncer om rejsekort.

“Rejsekort & Rejseplan A/S har og har ikke haft konkurrencer om gratis eller billige Rejsekort eller andre præmier”

TjekDet har flere gange beskrevet lignende svindelnumre, som florerer på Facebook. Senest har vi skrevet om en falsk lego-kampagne, hvor Lego efter sigende skulle udlodde mystiske legoæsker i forbindelse med deres 90-års jubilæum. 

Vi har også skrevet om facebook-annoncer, som påstår, at Københavns Lufthavn sælger ud af mistet bagage, hvilket heller ikke stemmer overens med virkeligheden. 

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek  - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 4. sep 2024