Anders Lund Madsen: Politiet gør for lidt ved Facebook-svindlen

Indsigt 30. aug 2024  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • TjekDet har afdækket, at penge fra svindel i Danmark havner i Georgien og har sat navn på både virksomhed og virksomhedsejer, som har modtaget svindlede penge

  • Politiet vil imidlertid ikke svare direkte på, om de vil følge op på de konkrete spor

  • Anders Lund Madsen, der er blevet misbrugt i svindlernes annoncer, kritiserer politiet for ikke at gøre nok

Null

Penge fra den omfattende Facebook-svindel, hvor kendte danskere som Anders Lund Madsen, Divya Das og Sofie Linde misbruges, havner via England i Georgien

Det har TjekDet kunnet dokumentere på baggrund af det pengespor, vi selv etablerede, da vi gik undercover og investerede i svindelforretningen Diamond Capitals. Sporet fører via England blandt andet til en virksomhedsejer i Georgien, en serbisk app-udvikler og et israelsk firma, hvis software bruges til svindlen.

Konkret har TjekDet kunnet sætte navn på både det firma og den virksomhedsejer, Aleksandra Shepelevi, som har modtaget penge fra svindlen i Danmark. Det blev offentliggjort i vores seneste artikel.

TjekDet har forelagt resultaterne af vores efterforskning for Nationalt Center for It-Kriminalitet (NCIK), som er politiets særlige afdeling for efterforskning af it-relateret økonomisk kriminalitet. 

Vi har spurgt, om de kan - eller vil - bruge den konkrete information i efterforskningssammenhæng, eksempelvis ved at forsøge at samarbejde med georgisk og britisk politi. NCIK svarer imidlertid ikke direkte på spørgsmålene, men skriver i en mail, at de har svært ved at efterforske i udlandet:    

“Vi er bekendt med, at mange sager om investeringssvindel fører til udenlandske bagmænd. Sporene fører ofte til lande, hvor det kan være svært for dansk politi og anklagemyndigheder at efterforske og strafforfølge de mistænkte.”

I mailsvaret skriver NCIK også, at det er besværligt at efterforske sager om online investeringssvindel, fordi ofrene som regel sent opdager, at de er blevet svindlet.

Gør ikke nok

Ifølge Anders Lund Madsen gør hverken Meta, der ejer Facebook, eller politiet nok for at komme svindlen til livs.

“Jeg har jo ikke hørt et ord fra politiet, siden jeg anmeldte det, og kommer næppe til det. Jeg forestiller mig ikke, at de er længere, end I er,” siger han. 

Han har læst TjekDets artikel, som han kalder et imponerende stykke arbejde. Men det ændrer ikke ved den afmagt, han føler ved, at han i snart et år har været ufrivilligt medvirkende til at franarre danskere deres penge.

Tjekdet
Anders Lund Madsen er blandt de kendte danskere, hvis ansigter i meget stort omfang er blevet misbrugt i svindelannoncer på Facebook. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

“Jeg ville sådan ønske, at nogen med myndighed vil tage det seriøst i den grad, som I tilsyneladende - som de eneste - gør i øjeblikket. Det ville være et utroligt boost for min retfærdighedsfølelse, hvis nogen gider prøve at undersøge det. Det har jeg ikke indtryk af, at nogen gider,” siger Anders Lund Madsen.

I foråret 2024 skrev flere medier om svindlen på baggrund af TjekDets artikelserie, DR, TV 2 og B.T. gik sammen om et åbent brev til Meta, der ejer Facebook, og både DR og TV 2 politianmeldte tech-giganten.

Anders Lund Madsen var med i en kampagnevideo rettet mod Meta, som DR og TV 2 ligeledes stod bag, og han medvirkede også i adskillige TjekDet-artikler. Men siden da er hans oplevelse, at opmærksomheden er stilnet af. 

“Hvis jeg skulle være dejlig naiv, så ville jeg da håbe, at man fandt bagmændene”

“Siden sidst, jeg talte med jer, er der jo sket mindre end ingenting, for ingen skriver om det længere. Og jeg gætter på, at der stadig er kendte mennesker, der bliver misbrugt til at svindle uskyldige mennesker for deres penge,” siger han.

Og det har han ret i. TjekDet får løbende henvendelser fra danskere, der er blevet snydt, og vores gennemgang af Metas annoncebibliotek viser, at annoncerne med forskellige kendisser fortsat kører.

Et naivt håb

Investeringssvindlere snyder årligt danskerne for millioner, og en af dem, der faldt i fælden, er Tina Vilykke. TjekDet har tidligere beskrevet, hvordan hun i en periode på tre-fire måneder blev franarret hele sin opsparing og i alt mistede halvanden millioner kroner.

Også hun har læst TjekDets artikel, og de detaljerede beskrivelser af svindlernes forsøg på at slette deres spor fik hende til at spærre øjnene op. 

“Det er interessant at se, hvor mange lag der er i det. At de hele tiden garderer sig og beskytter sig. De er jo ikke dumme i den anden ende overhovedet. De ved jo lige, hvad de skal gøre, ikke?” siger hun.

Tjekdet
"De er jo ikke dumme i den ande ende," konstaterer Tina Vilykke, der har oplevet investeringssvindlerne på nærmeste hold. Hun blev i alt franarret halvanden million kroner. Foto: TjekDet

Tina Vilykke har mere eller mindre afskrevet at få sine penge tilbage, men hun har et spinkelt håb om, at folkene bag svindlen bliver stillet til ansvar. 

“Hvis jeg skulle være dejlig naiv, så ville jeg da håbe, at man fandt bagmændene. Det ville da være dejligt også at få mine penge tilbage, men at man i hvert fald fandt ud af, hvordan det egentlig var sket, ville være rart. Men jeg tror meget lidt på det, lad os sige det sådan,” siger hun.

Politiet: Vi tager investeringssvindel meget alvorligt

TjekDet har forelagt for NCIK, at de i Anders Lund Madsen optik ikke tager investeringssvindlen på Facebook alvorligt nok. I en mail svarer NCIK:

“Vi tager investeringssvindel meget alvorligt. Det kan lede til store økonomiske tab for de personer, der er ofre for det. Derfor gør vi meget for at advare borgerne mod at lade sig besnære af lokkende tilbud om høje og hurtige afkast. Vores råd er at bruge etablerede kanaler og undersøge det grundigt, hvis man ønsker at investere sine penge.”

NCIK kan ikke svare på, hvorfor Anders Lund Madsen fire måneder efter sin anmeldelse fortsat ikke har hørt noget fra politiet. Anmeldelser om identitetstyveri ligger nemlig i udgangspunktet i de forskellige politikredse, og TjekDet har derfor i stedet spurgt Københavns Politi, som behandler Anders Lund Madsens anmeldelse.

De svarer ikke på, hvorfor Anders Lund Madsen fortsat intet har hørt om sin anmeldelse. På mail skriver de, at sagen fortsat efterforskes, og af hensyn til efterforskningen har de ikke yderligere kommentarer.

TjekDet har over for Meta tidligere rejst kritikken af, at Meta ikke gør nok for at bekæmpe investeringssvindlen på deres platforme. Dengang svarede Metas politiske chef i Norden, Martin Ruby, blandt andet følgende i en mail:

“Kunne vi fjerne svindlen helt og med det samme, så gjorde vi det meget gerne, men det er sværere, end man skulle tro selv for store platforme som os.”

Du kan læse alle TjekDets artikler om investeringssvindel på Facebook her. Du kan desuden blive opdateret på alle vores kommende artikler ved at følge os på Facebook eller skrive dig op til vores nyhedsbrev.

Opdateret 30. aug 2024