Var vikingerne det første folk i Grønland?

En debat på det sociale medie X har rejst flere spørgsmål; hvem var de første mennesker i Grønland? Og hvorfor forsvandt vikingerne, også kaldet nordboerne, fra Grønland?

Debatten er blevet rejst i forbindelse med, at den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov lagde billeder op fra sit besøg i nordboruinerne i Sydgrønland.

I opslaget påpeger Rasmus Jarlov, at vikingerne ankom til tomt land, og at de ikke skubbede inuitterne ud. De først kom flere hundrede år efter, skriver han.

Det fik Moderaternes Stine Bosse til tasterne, og hun skriver, at for ca. 4.500 år siden kom de første inuitter - kaldet Saqqaq-kutluren - til landet.

I kommentarfeltet blandede Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance sig med tilføjelsen, at “der er en vis sandsynlighed for, at inuitterne fordrev eller dræbte Grønlands mere oprindelige folk, skandinaverne.”

Den kommentar fik debattør David Trads til tasterne. Han kaldte Ole Birk Olesens tilføjelse for “noget sludder”.

Debatten rejser flere spørgsmål, for hvad er historien egentlig om befolkningen i Grønland? Hvem er det oprindelige folk? Og hvorfor forsvandt vikingerne fra Grønland? Sammen med to forskere opridser TjekDet Grønlands historie.

Det første folk i Grønland: Saqqaq, 2400 - 800 f.v.t.

Går man ind på danmarkshistorien.dk og læser om Grønlands historie, får man indtrykket af, at der ikke var andre i Grønland, før vikingerne ankom i slutningen af 900-tallet.

Men de tidligste spor efter mennesker i Grønland går mere end 4.000 år tilbage til Saqqaq-kulturen, der også kaldes for præ-inuitterne.

Saqqaq-kulturen ses som den tidligste indvandring til Grønland, påpeger Bjarne Grønnow, der er arkæolog ved Nationalmuseet. De første mennesker indvandrede fra Canada og var rensdyrjægere og sælfangere i Grønland fra omkring 2400 år til 800 år f.v.t. - måske endda til endnu senere, påpeger Bjarne Grønnow.

“Det er den længst levende kultur, der nogensinde har været i Grønland. Måske var den der endda 500 år før Kristi fødsel. Så vi taler 2.000 år,” forklarer han.

Fra tid til anden bliver det debatteret, hvem der egentlig er det oprindelige folk i Grønland, men det er ikke en debat, som nødvendigvis har et entydigt svar, forklarer Bjarne Grønnow.

“Det er et definitionsspørgsmål og et besynderligt begreb, men hvis man taler om det helt oprindelige folk, så er det jo Saqqaq-kulturen, fordi de var der først,” siger han.

Hvorfor Saqqaq-kulturen forsvinder fra Grønland er ifølge Bjarne Grønnow et spørgsmål, der for nuværende står ubesvaret hen. Forskere, inklusiv ham selv, leder stadig med lys og lygte efter svaret.

Grønlandsk- og sen Dorset - 800 - 100 f.v.t. - 600 - 1300 e.v.t.

Saqqaq-folket bliver afløst af Dorset-kulturen, som tidligere blev afgrænset som "tidlig" og “sen” Dorset. 

“Tidlig Dorset” i Grønland bliver i dag kaldt for “Grønlandsk Dorset” og indvandrer fra Canada omkring 800 f.v.t., forklarer Bjarne Grønnow. 

“Grønlandsk Dorset" bosætter sig over hele Grønland, men forsvinder før Kristi fødsel. Derefter går der 600-700 år, før der kommer nye inuitiske forfædre til Grønland i form af den sene Dorset-kultur. Men de når kun det nordligste Grønland,” siger han.

Grønlandsk Dorset anslås at have været i Grønland frem til 100 år før vores tidsregning, mens sen Dorset kommer til fra Canada omkring 650 år efter vores tidsregning, forklarer han.

Christian Koch Madsen, der er arkæolog og souschef ved Grønlands Nationalmuseum, fortæller, at der befolkningsmæssigt har været stor forskel på Grønlandsk- og sen Dorset.

“Den sene Dorset-kultur tæller ikke flere end 60-100 mennesker i perioden, hvilket baseres på genetisk forskning. De opholder sig i det nordvestligste hjørne af Grønland, hvor de finder meteorjern, de selv kan anvende, og som de kan handle med,” forklarer han.

Selvom Grønlandsk Dorset forsvinder fra Grønland, er deres forfædre fortsat i Canada, forklarer Christian Koch Madsen, og det er altså nogle af dem, der indvandrer til Grønland igen i 600-tallet.

Men hvad sker der så med den sene Dorset-befolkning i 1300-tallet? Det står stadig ubesvaret hen, forklarer Bjarne Grønnow.

“I 1200-tallet indvandrede inuitterne til Grønland, og vi finder ikke nogen genetisk blanding mellem dem og sen Dorset, eller også har vi ikke kunnet måle det. Så vi regner med, at Dorset enten uddøde, blev skubbet væk eller fuldstændig assimilerede i den inuitiske befolkning,” siger han.

Men inden sen Dorset forsvinder fra Grønland, stifter de bekendtskab med vikingerne, der ankommer til Grønland i slutningen af 900-tallet.

Vikingernes ankomst: 980’erne - 1450

Da vikingerne ankommer til Grønland i slutningen af 980’erne, slår de sig ned i Sydvest- og Sydgrønland. De bosætter sig i Østerbygden på Grønlands sydspids og Vesterbygden i Godthåbsfjorden. 

“Mange af dem er nordmænd, som er udvandret til Island. Blandt andet Erik Røde, som førstegenerationsindvandrer til Island, som så sejler til Grønland,” forklarer Bjarne Grønnow. 

Erik den Røde er den mest kendte af nordboerne i Grønland. Han navngav landet og indledte vikingernes grønlandske æra.

På daværende tidspunkt kommer vikingerne til et tomt område i Grønland, fordi den sene Dorset-kultur kun er bosat oppe i det nordvestlige Grønland. Men faktisk finder vikingerne levn fra tidligere folkeslag - nemlig Grønlandsk Dorset, fortæller Christian Koch Madsen.

“Ifølge 'íslendingabók', som er det ældste skrift på et nordisk sprog, finder vikingerne tegn på, at mennesker havde været i området, før de selv kom. Det var levn såsom stenredskaber og skindbåde fra et folk, som vi mener er Grønlandsk Dorset,” forklarer Christian Koch Madsen og fortsætter:

“Det er egentlig ikke så mærkeligt, at nordboerne finder stenredskaber og lignende, da de kan ligge i over tusinde år heroppe, men det med skindbåde er lidt specielt, fordi de egentlig ikke burde være bevaret efter så lang tid,” forklarer han.

Netop mysteriet om skindbådene tilslutter Bjarne Grønnow sig.

“I Sydgrønland, hvor vikingerne bosætter sig, har vi ikke nogen dateringer på, hvornår Grønlandsk Dorset forsvinder - kun en løs formodning. Så fundet af skindbåde er ret specielt, for de burde ikke være bevaret så længe i forhold til vores andre dateringer af Grønlandsk Dorset,” forklarer han.

Derfor mener Bjarne Grønnow, at det kunne tyde på, at der ikke har været mennesketomt i Sydgrønland i helt så mange hundrede år, som den nuværende kronologi ellers tilsiger.

Inuitternes ankomst: 1200-tallet - nutid

Nogle århundreder ankommer inuitterne så til Grønland. Inuitterne er den nuværende grønlandske befolknings direkte forfædre.

Den inuitiske kultur udvikler sig, modsat Dorset, der vokser frem i Canada, i det nordlige Alaska.

“De har deres egen DNA-profil, og de har en helt anden redskabskultur end Dorset, så de adskiller sig kulturelt fra Dorset, måske også sprogligt, måske også genetisk,” forklarer Bjarne Grønnow.

Indvandringen starter i 1200-tallet og foregår i en række mindre bølger, men der er tale om rigtig mange mennesker, forklarer Christian Koch Madsen.

“Inuitterne kommer ind samme vej som Dorset. Området kaldes også “Porten til Grønland”, hvilket hænger sammen med, at Canada geografisk næsten støder sammen med Grønland i det område. De kommer med ny teknologi, som gør dem meget mobile. De kommer med hundeslæder, kajakker og skindbåde, så de er utroligt velorganiserede,” siger Christian Koch Madsen.

“Deres teknologi gør også, at de, ligesom Saqqaq-kulturen, har levet i århundreder i Grønlands barske klima”, forklarer han.

I løbet af få generationer breder de sig over hele Grønland. Dog med en undtagelse. 

“Nordboernes Østerbygd eksisterer fortsat i Sydgrønland. Så mens nordboerne har levet som bønder og kvægavlere inde i fjordene, har der ude på kysten rejst forskellige jagtgrupper af inuitter forbi,” fortæller Bjarne Grønnow.

Interaktionen mellem nordboerne og inuitterne har imidlertid været meget sparsom. 

“Det er ret mærkværdigt, men det er, som om at de har undgået hinanden, de to grupper,” siger Bjarne Grønnow.

Dog er der enkelte arkæologiske vidnesbyrd om, at der har været en form for interaktion.

“Vi kan se, at der er nordbo-genstande på inuitbopladser, og der er enkelte inuitgenstande nede på nordboernes gårde, så man har altså byttet eller lånt, men det er meget begrænset,” siger Bjarne Grønnow.

Den sparsomme interaktion er helt i modsætning til, hvad der sker senere i historien, da de europæiske hvalfangere kom til Grønland i 1600-tallet. 

“Der blev der byttet, handlet og udvekslet gener mellem inuit og europæiske hvalfangere, men det sker altså ikke med nordboerne,” siger Bjarne Grønnow.

Nordboerne forsvinder og flytter væk i midten af 1400-tallet, og fra det øjeblik rykker inuitterne ind i fjordene og inddrager dem i deres jagtterritorier. Men hvorfor nordboerne forsvinder fra Grønland er fortsat et spørgsmål, som der ikke er et enkelt svar på, siger Bjarne Grønnow.

Hvorfor forsvandt vikingerne?

Teorierne om vikingernes forsvinden fra Grønland er mange, og ifølge både Christian Koch Madsen og Bjarne Grønnow er der ikke er en enkelt forklaring, der kan stå alene.

I stedet må man se det som summen af flere forskellige faktorer.

“Det er en kombination af mange uheldige omstændigheder, der falder sammen, men først og fremmest skyldes det dårligt klima, der giver dårligere mulighed for at dyrke jorden, dårligere handlemuligheder og dårligere kontakt med Europa samt geografisk og kulturel isolation,” forklarer Christian Koch Madsen. 

Som tidligere nævnt ankom vikingerne i en middelalderlig varmetid, men i de 500 år, hvor de er bosat i Grønland, ændrer klimaet sig og bliver koldere, hvilket blandt andet har gjort det sværere at dyrke jorden.

“Vi går fra en varmetid til en lille istid. Det ændrer mulighederne for at høste hø, så det bliver sværere at få fodret dyrene. Græsningsmulighederne ændres også, fordi der kommer mere is og sne, og i forvejen taler vi jo et marginalområde for landbrug,” siger Bjarne Grønnow.

Det koldere vejr har også haft en negativ indvirkning på sejlforholdene, som er vigtige for nordboernes kontakt og handel med omverdenen.

“Drivisen bliver meget intens, og det bliver sværere og sværere at besejle Sydgrønland. Nordboerne bygger i høj grad deres økonomi på handel med Europa, og at de kan levere elfenben som hvalrostand og narhvalstand, som var deres hårde valuta,” forklarer Bjarne Grønnow.

Det dårlige klima er også med til at fjerne det religiøse grundlag for nordboerne, da kontakten til den katolske moderkirke svinder ind.

“Det var et meget troende katolsk folk. Man har kirker og klostre i Grønland, og der bliver udnævnt bisper fra moderkirkens side, men de sidste bisper tager aldrig til Grønland,” uddyber Bjarne Grønnow og fortsætter:

“Der er også pest, som breder sig, og alle de faktorer tilsammen gør, at grundlaget for nordboernes tilstedeværelse i Grønland bliver trukket væk under dem.”

Omvendt skaber pesten mulighed for at vende tilbage til de områder i Island, hvor deres forfædre kom fra.

“Det vil sige, at hvis forholdene er ugunstige i Grønland, så er der faktisk på det her tidspunkt i midten af 1400-tallet al mulig grund til at flytte tilbage, og den proces, regner vi med, er indledt på det her tidspunkt,” forklarer Bjarne Grønnow.

Dræbt af inuitterne?

I 2019 fremlagde den norske professor Arnved Nedkvitne en teori om, at inuitterne dræbte vikingerne i Grønland, men den teori tilslutter hverken Bjarne Grønnow eller Christian Koch Madsen sig. 

“Det kan godt være, at inuitterne har slået nogle af de sidste nordboere ihjel, men der var allerede stor nedgang i bygderne. En egentlig masseudryddelse er svært at forestille sig,” siger Christian Koch Madsen

Bjarne Grønnow tilføjer, at ifølge sagn og myter har der undervejs været krigeriske sammenstød mellem inuitterne og nordboerne, hvilket også skyldes, at de første missionærer i Grønland kom til landet med teorien om, at inuitterne slog nordboerne ihjel.

“En del sagn og myter er farvet af, at de tidlige missionærer, eksempelvis Hans Egede i 1700-tallet, kom med den forestilling, at inuitterne havde fordrevet nordboerne. Det har så farvet den mundtlige overlevering og opfattelse af interaktionen mellem inuit og nordboer,” forklarer han.

Mest af alt hælder Bjarne Grønnow til, at sandheden skal findes et sted imellem.

“Der har været sammenstød mellem inuit og nordboere, hvor folk på begge sider er blevet slået ihjel. Men vi har ikke noget kildemateriale, der bekræfter, at der har været systematiske kampe mellem de to grupper”, siger han og understreger:

“Hvis inuitterne virkelig udslettede nordboerne i Grønland, så ville der jo være arkæologiske levn derfra. For det må trods alt have været rimelig omfangsrigt”, slutter han.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.