Eksperter advarer mod "fuldkommen vanvittig" smør-trend, der breder sig blandt forældre

-
Giv din baby en god klat rå smør inden sengetid. Det får din baby til at sove godt igennem hele natten.
-
Det er idéen med en trend på TikTok, hvor håbefulde forældre deler erfaringer med at servere smør til deres børn inden sengetid.
-
Men eksperter advarer mod trenden. Der er ingen evidens for, at smør giver spæd- og småbørn bedre nattesøvn.
-
En ernæringsekspert kalder trenden “trist og fuldstændig vanvittig”.
“Vi har givet hende en skefuld ægte smør før sengetid hver aften. Hun er gået fra at vågne 2-4 gange om natten til at sove igennem.”
Sådan lyder det i én af mange videoer på det sociale medie TikTok, hvor hundredvis af forældre deler deres erfaringer med en ny trend. Ifølge dem kan en skefuld smør gøre en markant forskel for børns nattesøvn.
Mens barnet i nogle tilfælde bliver tilbudt en enkelt skefuld smør, fortæller mødre i andre videoer, at de lader deres børn spise så meget, de har lyst til, uden begrænsning.
“Det bedste søvnhack for børn – smør – (ikke margarine). Mine børn elsker smør, og jeg lader dem spise så meget, de vil. Fedtstofferne hjælper med at holde dem mætte, og det hjælper med søvnen! Mine børn sover fra 18:30 til 06:30,” lyder det i en viral video fra en amerikansk mor.
Men det er ikke kun i USA, at trenden vinder frem. Også i Danmark promoveres smør-tricket - eksempelvis på Instagram, hvor en video fra den danske konto FriForKemi viser en baby, der guffer en skefuld ren smør i sig (arkiveret version her). En svensk mor er også gået viralt med en video, hvor hun giver sin baby smør inden sengetid - det samme er en norsk mor, der prøver tricket med sin ni måneder gamle baby.
I de forskellige videoers kommentarspor kan man læse om mange forældre, der planlægger at afprøve trenden. Men er smør et godt middel til at få børn til at sove om natten, og er det sundt? TjekDet har spurgt en række eksperter.
Trend uden evidens
Gråd, skrig og hyppigt afbrudt søvn. Ikke alle babyer sover lige godt igennem natten, og flere forskellige metoder til at få de små til at sove bedre vinder frem - eksempelvis den omdiskuterede Cry It Out-metode, hvor barnet overlades til selv at falde i søvn og ikke trøstes med det samme, når det græder.
Sundhedsplejerske og klinisk kostvejleder Anette Straadt genkender, at forældre kan ende med at ty til forskellige metoder, når det kommer til at få børn til at sove godt.
“Det giver vældig god mening, at sådan noget som smør-trenden går verden rundt, for som forælder kan man blive rimelig desperat, når ens barn ikke sover,” siger Anette Straadt.
Og forklaringen på, hvad videnskaben bag den hemmelige løsning skulle være, varierer meget fra video til video.
I én video er påstanden, at indtaget af smør er med til at berolige barnets nervesystem, hvilket skaber en dybere og mere rolig søvn. Årsagen skulle angiveligt være, at smør indeholder sunde fedtstoffer, som hjælper fordøjelsen og får barnet til at slappe af, hvilket resulterer i færre opvågninger i nattens løb.
En anden video påstår, at fedtstofferne i smørret forhindrer, at barnets blodsukker falder, og barnet derfor ikke bliver irritabelt og sultent i løbet af natten, hvilket gør, at barnet sover bedre igennem.
I en tredje video er påstanden, at smørret er fuld af vitaminer og understøtter hjernens udvikling. Igen nævnes de sunde fedtstoffer, som skulle balancere blodsukkeret og holde barnet mæt.
Anette Straadt har kigget på de tre videoer og forstår godt, hvorfor idéen appellerer.
“Jeg kan egentlig godt forstå nogle af argumenterne bag, som handler om, at hvis barnet føler sig mæt, og at blodsukkeret ikke svinger op og ned, så er risikoen for, at barnet vågner på grund af sult, mindre,” siger Anette Straadt og fortsætter:
“Men vi har absolut ingen evidens for, at smør giver bedre søvn hos børn, så det er ikke en trend, der pludselig kan løse alle familiers problemer med børn, der ikke sover.”
Rikke Rothkegel Carlsson forsker i spæd- og småbørns sundhed ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Hun taler også imod trenden.
“Som forsker vil jeg kun anbefale noget, hvis der er evidens for, at det virker, og med den viden, jeg har, er der er ikke videnskabelig evidens for, at indtagelse af smør før sengetid fremmer søvn hos spæd- eller småbørn,” siger hun.
Hun understreger, at fedtstof er en vigtig del af et lille barns varierede kost, men anbefaler ikke, at spæd- og småbørn indtager smør på den måde, det ses i trenden.
“Derimod vil jeg pege på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som er evidensbaserede. Dem vil jeg anbefale forældre at følge - eller at søge råd hos deres sundhedsplejerske,” siger hun.

Mange forbehold
Eksperterne peger på flere forhold, der får dem til at advare mod trenden. Især hvis det er et barn på under 12 måneder, man giver smør inden sengetid.
“I Danmark har vi en anbefaling, der hedder, at børn under et år slet ikke skal have mælkeprodukter og heller ikke for meget salt. Med de helt små skal man også være opmærksom på, at en hård og kold klump smør kan risikere at sætte sig fast i halsen,” siger Anette Straadt (Se også opdatering nederst i artiklen, red.).
Ifølge Sine Ditlev Bihlet, der er sundhedsplejerske og medstifter af Center for Børn og Unges Søvn, skal man også være opmærksom på, hvad normen er i forhold til børns søvn.
“Med en trend som denne er det vigtigt at kigge på, hvad der er normal baby- og børnesøvn. Der er ikke noget unormalt i, at spædbørn eller større børn vågner i løbet af natten. Tværtimod. Det er helt normalt, at et barn mellem 6 og 12 måneder vågner mellem 3 og 6 gange i løbet af en nat,” forklarer Sine Ditlev Bihlet og fortæller, at hun ikke vil anbefale smør-tricket til de familier, hun vejleder.
Anette Straadt mener ikke, der er noget direkte farligt i at give en lille klump rå smør, men pointerer, at der findes mange alternativer.
“Man kan med fordel give sit barn en avocado delt i små bidder eller noget ristet brød med peanutbutter på, som holder mætheden gennem natten - eller tilføje smørklumpen til en portion godnat-havregrød, hvor det kan få lov at smelte,” siger Anette Straadt.
Ekspert advarer
Kirsten Mikkelsen Ravnbøl er specialist i mad og ernæring til babyer og mindre børn. Hun advarer kraftigt imod trenden.
“En trend som denne synes jeg både er rigtig trist og fuldkommen vanvittig. Ernæringsmæssigt er det meget uhensigtsmæssigt at give sit barn den mængde smør hver dag,” siger hun.
Ifølge Kirsten Mikkelsen Ravnbøl er det ikke et måltid lige inden sengetid, der afgør, hvor godt barnet sover, men hele dagens madindtag og oplevelser samt barnets udvikling og faste rutiner. Derfor vil en klump smør inden sengetid aldrig kunne være et mirakelmiddel til bedre søvn, og generelt fraråder hun smør-trenden - blandt andet på grund af de langsigtede virkninger.
“Det madindtag, man har som helt lille, kan have konsekvenser senere hen i livet. Sunde madvaner tidligt kan forebygge forskellige livsstilssygdomme senere hen, men omvendt, så kan usunde madvaner øge den risiko. Man kan også få dårlige madvaner tidligt i livet, som er svære at komme af med, og her er brug af smør ikke en god vane,” forklarer Kirsten Mikkelsen Ravnbøl.
Ifølge hende er de mængder smør, vi ser i TikTok-videoerne, altså ikke anbefalelsesværdige for små børn.
“Smørret bidrager til vækst, fordi der kommer energi ind, men det skaber ikke mæthed. Mætheden opstår, når barnet spiser eksempelvis forskellige kornprodukter, frugt, grøntsager og kartofler, og dagens fedtstoffer kan komme fra eksempelvis planteolier eller hummus, pesto eller mayonnaise på lidt brød,” siger hun.

“Tro ikke på alt, du ser på TikTok”
“En af de skøreste ting, jeg har gjort for nylig, er at lade mit barn spise nærmest en hel stick of butter. Hvis du undrer dig over hvorfor, er det fordi, jeg så det på TikTok,” lyder det i en video fra endnu en mor, der har afprøvet trenden.
Hun fortæller i videoen, at hun har et barn på halvandet år, og efterhånden var blevet desperat efter at finde noget, der virkede på sit barns søvn. Derfor tænkte hun ”screw it” og afprøvede smør-trenden, som resulterede i, at hendes barn spiste næsten en hel stick smør, som svarer til lidt over 100 gram.
På trods af de mange succesfulde fortællinger på TikTok, virkede tricket dog ikke for denne TikTok-bruger og hendes barn. Hun afslutter sin anekdote med et budskab:
“I skal ikke stole på alt, I ser på TikTok, gutter.”
TjekDet har forelagt personerne bag den danske, norske og svenske video forskernes kritik.
Kvinden bag den norske profil svarer, at hun kun prøvede tricket en enkelt aften og ikke oplevede, at det havde nogen effekt.
"Jeg vil også gerne tilføje, at folk bør spørge deres børns sundhedsprofessionelle, før de prøver det. Det gjorde vi," skriver hun videre.
Den danske profil FriForKemi svarer:
“Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er sundhedsfaglig, og det er op til folk selv at faktatjekke informationer og træffe deres egne valg. Derudover vil jeg gerne nævne, at smør indeholder flere næringsstoffer, såsom fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K) samt sunde fedtsyrer, der kan have gavnelige effekter i en balanceret kost.”
Siden TjekDets henvendelse har FriForKemi tilføjet en ny sætning til beskrivelsen af sin video med smør-tricket:
“Du bør altid være kritisk og selv fakta-tjekke alt du ser på sociale medier.”
Brugeren bag den svenske video er ikke vendt tilbage inden artiklens deadline.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
ARTIKLEN ER OPDATERET
27-03-2025 | KL. 13:04
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen opdaterede i 2020 deres anbefalinger om mælk i spædbørns kost. I anbefalingerne står der nu:
“Indtil barnet er 1 år, anbefales mælken i barnets mad at være modermælk eller modermælkserstatning. Fra 9-måneders alderen kan dog gives max 1 dl komælk i maden, fx i form af sovs eller på frugtgrød.
Små portioner af surmælksprodukter af sødmælkstypen kan gives fra 9 måneder, som en del af en varieret kost.”
Om ekstra fedtstof i barnets kost skriver Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen, at man kan tilføje en teskefuld fedtstof til hjemmelavet mos og grød:
“Der er ikke ét fedtstof, som er sundest til børns mos og grød. Derfor er det bedste råd at variere mellem at bruge
- smør og smørlignende produkter
- blød plantemargarine og planteolier. Det er fx majsolie, olivenolie, rapsolie og vindruekerneolie.
Det vil formodentlig være en fordel, hvis fedtstoffet i grød og mos ikke for det meste er smør. Det er fordi barnet i forvejen får en del fedt af denne type fra mælken.”