Nej, udlændinge med muslimsk baggrund står ikke bag de fleste voldtægter i Danmark

Faktatjek 3. sep 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
På sociale medier skrev Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, for nylig, at de fleste voldtægter, der begås i Danmark, begås af udlændinge med muslimsk baggrund. Men det passer ikke, viser statistikken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
  • “Sidste år blev 5.000 kvinder tvunget til sex i Danmark. Voldtaget. I langt hovedparten af sagerne var gerningsmanden en udlænding med muslimsk baggrund”

  • Det skriver Morten Messerschmidt i et opslag på X og Facebook

  • Men der findes ikke statistik, der viser, at hovedparten af gerningsmændene i voldtægtssager er udlændinge med muslimsk baggrund

  • Det fortæller eksperter fra Center for Voldtægtsofre og analytikere fra Danmarks Statistik

5.000 kvinder blev sidste år udsat for voldtægt i Danmark. I de fleste tilfælde af sagerne var gerningsmanden udlænding med muslimsk baggrund. 

Det påstår folketingspolitiker og formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, i et opslag, som er delt på både X og Facebook. Opslaget blev lagt ud fire dage, før Dansk Folkeparti præsenterede deres nye hjemrejseudspil i et pressemøde ved sommergruppemødet i sidste uge. 

Men ifølge Danmarks Statistik findes der ikke statistik, som viser, at størstedelen af gerningsmænd i voldtægtssager er udlændinge med muslimsk baggrund.

Blandt dømte gerningspersoner i voldtægtssager er hovedparten af tilfældene personer med dansk oprindelse. 

Tjekdet
I opslag på sociale medier rettede Morten Messerschmidt den 24. august kritik mod Pernille Vermund, der er tidligere formand for Nye Borgerlige og nu medlem af Liberal Alliance. I den forbindelse skriver han, at udlændinge med muslimsk baggrund står bag de fleste voldtægter i Danmark. Men statistikkerne viser noget andet. Foto: Skærmbillede af Facebook

Center for Voldtægtsofre har ikke statistik over herkomst

TjekDet har spurgt Dansk Folkepartis presseafdeling, hvilke data Morten Messerschmidt bygger sin påstand på. Afdelingen henviser til Center for Voldtægtsofres hjemmeside, hvor der refereres tal fra offerundersøgelsen i 2018.  

Center for Voldtægtsofre fortæller til TjekDet, at de rigtignok har refereret tal fra offerundersøgelsen i forhold til omfanget af voldtægter og voldtægtsforsøg. Men de kender ikke til statistik over herkomst for gerningspersoner i voldtægtssager:

“Center for Voldtægtsofre indsamler ikke data om hverken gerningspersonens eller den overgrebsramtes etniske herkomst eller religiøse baggrund i forbindelse med seksuelle overgreb,” siger Sascha Strauss Krogh, der er kriminolog og videnscenterkoordinator på Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital. 

Tjekdet
På partiets årlige sommergruppemøde, fremlagde Dansk Folkeparti et nyt hjemrejseudspil. Sommergruppemødet blev afholdt på Fredensborg Store Kro den 28. august. Kort forinden havde Morten Messerschmidt skrevet sine opslag, hvor han påstår, at størstedelen af gerningspersonerne bag voldtægter i Danmark, er udlændinge med muslimsk baggrund. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Justitsministeriet, som står bag offerundersøgelsen, bekræfter over for TjekDet, at undersøgelsen ikke indeholder oplysninger om gerningspersonens herkomst. Ministeriet henviser i stedet til en rapport fra 2017 om mandlige seksualforbryderes karakteristika

Her fremgår det, at omkring 27 procent af voldtægterne i 2017 blev begået af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. 

Justitsministeriet udkom med en ny offerundersøgelse i 2023, hvor antallet af voldtægter og voldtægtsforsøg var steget til 14.000. Justitsministeriet vurderer, at stigningen i antal kan skyldes, at spørgsmålsformuleringen blev ændret i 2021 som følge af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

Men heller ikke offerundersøgelsen fra 2023 indeholder tal om, hvor gerningsmændene kommer fra.

Herkomst kun opgjort for dømte hos Danmarks Statistik 

Tal om gerningsmændenes herkomst finder vi derimod hos Danmarks Statistik. Deres opgørelser inddeles i anmeldelser, sigtelser og domme, og for sidstnævnte kategori - domme - føres der statistik over gerningsmændenes herkomst. 

Danmarks Statistik får materialet vedrørende voldtægter fra politiets kriminalregister, hvor der er mulighed for at sortere de dømte personer efter en række kriterier, heriblandt etnisk herkomst. 

Her viser tallene, at 38 ud af 125 dømte gerningsmænd i voldtægtssager i 2022 var ikke-vestlige indvandrere eller ikke-vestlige efterkommere. Det svarer til omkring 30,5 procent. Til sammenligning var 66,4 procent af gerningsmændene af dansk oprindelse. 

Ikke alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er nødvendigvis muslimer. Så når Morten Messerschmidt taler om udlændinge med muslimsk baggrund, kan andelen i princippet være mindre end 30,5 procent. 

 

Danmarks Statistik påpeger dog, at der er en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere blandt voldtægtsdømte.

Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør tilsammen 9,1 procent af befolkningen i Danmark. Personer med dansk oprindelse udgør til sammenligning 85,6 procent. 

Men på trods af, at der er en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere blandt gerningsmænd i voldtægtssager, udgør de altså ikke hovedparten. 

Dansk Folkeparti holder fast i påstand

TjekDet har forelagt kritikken for Dansk Folkeparti. De mener fortsat, at der er belæg for at sige, at udlændinge står for hovedparten af voldtægtssager i Danmark. Presseafdelingen henviser til en opgørelse, som B.T. lavede over gerningsmænd i overfaldsvoldtægter i 2018. Overfaldsvoldtægter defineres som voldtægter, hvor offer og gerningsmænd ikke kender hinanden i forvejen. BT undersøgte 12 overfaldsvoldtægter, som var begået inden for en periode på halvandet år. 10 af dem var begået af indvandrere eller efterkommere af indvandrere. 

Men ifølge Michella Ida Mikuta, der er analytiker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, giver analysen af overfaldsvoldtægter et skævvredet billede.

"Overfaldsvoldtægter udgør en meget lille del af voldtægterne i Danmark. Kontaktvoldtægter, altså hvor gerningsperson og offer kender hinanden, er den mest hyppige,” fortæller hun. 

Null

Dansk Folkepartis presseafdeling mener, at årsagen til den begrænsede data på området skyldes, at der generelt er politisk modstand mod at pege på gerningsmænds herkomst:

“Dansk Folkeparti har tidligere forsøgt at give myndighederne lov til at belyse problemet,” fortæller Dansk Folkepartis presserådgiver Martin Winther-Rasmussen og henviser til et nedstemt forslag, som Dansk Folkeparti fremsatte i oktober 2023.

Forslaget lød, at politiet skulle oplyse et præcist signalement af anholdte, mistænkte, sigtede, tiltalte og dømte, når de udgav døgnrapporter eller offentlige udmeldinger. Otte folketingsmedlemmer stemte for forslaget og 101 stemte imod. 

TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt. Han har ikke haft mulighed for at deltage.

TjekDet faktatjekker ofte påstande fra og om dansk politik. Du kan finde tidligere artikler om emnet her.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek  - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 3. sep 2024