Støtter du Putin-venlig oligark ved at købe sommerferie hos TUI?
-
Verdens største rejseselskab, TUI, er ejet af den russiske oligark Aleksej Mordasjov, der har tætte forbindelser til Vladimir Putin
-
Sådan skrev Ekstra Bladet tidligere på måneden, og efterfølgende kunne man læse samme budskab i et ekstremt populært facebookopslag
-
Opmærksomheden kommer, efter tv-vært Sofie Linde har fået kritik for at indgå et reklamesamarbejde med rejseselskabet
-
Men det passer ikke, at TUI er ejet af Aleksej Mordasjov, siger både Sofie Linde og TUI. Desuden er oligarken sanktioneret af EU, så han tjener slet ikke penge på TUI, lyder det
-
Sagen er kompliceret, men det er ikke helt korrekt at kalde Aleksej Mordasjov ejer af TUI, og det har Ekstra Bladet da også fjernet fra deres artikel. Oligarken ejer dog så stor en del af aktierne, at han har haft "bestemmende indflydelse", indtil hans aktier blev indefrosset
-
Og selvom Aleksej Mordasjovs TUI-aktier er indefrosset, kan det ikke udelukkes, at han kan tjene penge på eventuelle aktiestigninger i indefrysningsperioden
Verdens største rejseselskab, TUI, er ejet af den russiske oligark Aleksej Mordasjov.
Det skrev Ekstra Bladet den 2. marts i en artikel, hvor de påpeger, at oligarken har tætte forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
I samme artikel står der, at tv-vært Sofie Linde på den baggrund har mødt kritik for at reklamere for TUI ved at tage på betalt ferie til Thailand. Den oplevelse har hun delt med sine godt 670.000 følgere på Instagram.
Siden har man også kunnet læse i et ekstremt populært facebookopslag, at Aleksej Mordasjov ejer TUI. Personen bag facebookopslaget opfordrer til at dele opslaget, inden folk begynder at bestille sommerferie gennem TUI, og indtil videre har flere end 28.000 facebookbrugere taget opfordringen til sig.
Men ifølge Sofie Linde er det ikke korrekt at kalde Aleksej Mordasjov ejer af TUI. Det samme mener rejseselskabet.
TUI påpeger også, at oligarken ikke drager økonomisk fordel af sin ejerandel, fordi hans aktier er indefrosset som følge af EU’s sanktioner mod Rusland. Det samme oplyser Sofie Linde til Ekstra Bladet, mens hun på Instagram skriver:
“Så længe Rusland fører krig i Ukraine, har han ikke adgang til nogle aktier og kan derfor ikke tjene penge på dem.”
Så ender dine penge hos Aleksej Mordasjov, hvis du bestiller ferie gennem TUI? Og er det helt forkert at sige, at rejseselskabet er ejet af en russisk oligark?
Bestemmende indflydelse
På Instagram skriver Sofie Linde, at Aleksej Mordasjov blot er en af flere hovedaktionærer i TUI og derfor ikke kan betragtes som ejer.
“TUI er et tysk børsnoteret selskab, som alle kan investere i, og størstedelen af deres investorer er vestlige,” skriver hun.
Samme besked får TjekDet, da vi spørger TUI til deres ejerforhold. Af samme grund har selskabet bedt Ekstra Bladet rette deres artikel, så det ikke længere fremgår, at Aleksej Mordasjov ejer TUI, men blot, at han er aktionær. Og det har Ekstra Bladet nu gjort.
Den 2. marts udgav Ekstra Bladet en artikel om kritikken af Sofie Lindes samarbejde med TUI. I artiklen beskrives Aleksej Mordasjov som ejer af TUI. Men artiklen er siden blevet ændret, så det fremgår, at han blot er storaktionær. Foto: Skærmbillede af Ekstra Bladet
Men præcis hvor meget af TUI, Aleksej Mordasjov ejer, er lidt mere kompliceret at svare på end som så.
I årevis ejede Aleksej Mordasjov lige over en tredjedel - nøjagtigt 34 procent - af TUI gennem sit selskab Unifirm Limited. Dermed var han selskabets største enkeltstående aktionær.
Og med den ejerandel har man normalt det, man i juridiske termer kalder bestemmende indflydelse, fortæller Søren Friis Hansen, der er professor ved Copenhagen Business School, hvor han blandt andet forsker i aktieselskaber. Det betyder, at man med sin store aktieandel i praksis kan træffe afgørende beslutninger for en virksomhed.
“Du kan ikke sige, at han er ejer, men du kan sige, at han med 34 procent af aktierne har bestemmende indflydelse. Men der er jo stadig 66 procent af aktierne, der er ejet af andre,” siger han.
Det bliver i familien
Men den 28. februar 2022 - fire dage efter Ruslands invasion af Ukraine - ændrer ejerforholdene i TUI sig pludselig, da Aleksej Mordasjovs selskab Unifirm Limited sælger fire procent af TUI’s aktier til selskabet SeverGroup. Samtidig ændrer ejerforholdene i Unifirm Limited sig, så oligarken ikke længere selv står som ejer af selskabet og de tilbageværende 30 procent. Det gør i stedet selskabet Ondero.
Og selvom det måske nok kunne se ud, som om Aleksej Mordasjov dermed har kappet samtlige forbindelser til TUI, er det ikke ligefrem tilfældet.
Bag Severgroup står nemlig ingen anden end selvsamme Aleksej Mordasjov. Selskabet ejer også stålvirksomheden Severstal, der har sikret den russiske rigmand en betydelig andel af hans milliardstore formue.
Større tvivl har der været om ejerforholdene i Ondero, der altså tilsyneladende nu ejer 30 procent af TUI.
Først vidste TUI ikke selv, hvem der ejede Ondero og dermed knap en tredjedel af deres virksomhed. Senere kom det dog frem, at selskabet ejes af en russisk kvinde ved navn Marina Mordasjova. Lyder efternavnet bekendt, er det måske, fordi Marina Mordasjova fik det, da hun ifølge flere medier blev gift med Aleksej Mordasjov.
TUI oplyser dog til TjekDet, at de aldrig har fået bekræftet, at der er en familierelation mellem Marina Mordasjova og Aleksej Mordasjov.
Kone-finten
Tidspunktet for salget af Aleksej Mordasjovs aktier er også temmelig iøjnefaldende. For netop den 28. februar 2022 tilføjede EU ham til unionens liste over russere, der er underlagt økonomiske sanktioner.
Med sanktionerne mistede Aleksej Mordasjov råderet over sine aktier i blandt andet TUI. Dermed ville Aleksej Mordasjov altså miste muligheden for både at købe og sælge aktier i selskabet, ligesom hans indflydelse på virksomhedens drift ville bortfalde. Men med de fleste af aktierne på Marina Mordasjovas hænder, tyder det altså på, at Aleksej Mordasjov kan have forsøgt at omgå sanktionerne og på den måde bevare råderetten over aktierne.
Men så nemt skulle det dog ikke gå. For i starten af juni 2022 fik også Marina Mordasjova en plads på EU’s sanktionsliste. Dermed var TUI-aktierne altså helt uden for den russiske oligarks råderet.
I Tyskland, hvor TUI er børsnoteret, fandt myndighederne overdragelsen af Aleksej Mordasjovs aktier lige lovlig pudsig. Derfor har det tyske finansministerium indledt en efterforskning af salget. En efterforskning, der efter alt at dømme stadig er i gang.
I en pressemeddelelse fra marts 2022 skriver TUI, at de er blevet informeret om, at overførslen af aktier fra Aleksej Mordasjov til Ondero og Severgroup er ugyldig, indtil den tyske efterforskning er færdiggjort.
TjekDet har spurgt TUI, om der er nyt i sagen, men det har ikke været muligt at få et klart svar på det spørgsmål. I september 2022 skrev TUI, at undersøgelsen stadig er pågående. Dermed ved vi faktisk ikke præcis, om det er Aleksej Mordasjov eller Marina Mordasjova, der ejer de 30 procent af aktierne.
Indtjening kan ikke udelukkes
Indefrysningen af Aleksej Mordasjovs TUI-aktier gør det umuligt for at ham at tjene penge på dem, må man forstå på TUI.
“Alle aktierne er indefrosne. Ingen kan drage nogen fordel af dem,” skriver Kuzey Alexander Esener, TUI Groups chef for medierelationer, i en mail til TjekDet i overensstemmelse med, hvad TUI tidligere har meldt ud til offentligheden. Det samme har TUI oplyst til Sofie Linde, står der i Ekstra Bladets artikel.
Men helt så enkelt er det ikke. For mens det er rigtigt, at EU’s sanktioner gør det umuligt for Aleksej Mordasjov at handle med sine aktier nu og her, er det ikke udelukket, at han kan profitere på dem i fremtiden.
Erhvervsstyrelsen fremhæver over for TjekDet, at den ikke kan forholde sig til konkrete sager, men oplyser, at kursen på aktier, der er indefrosset som følge af sanktioner, kan stige og falde under indefrysningsperioden - dog uden at den sanktionerede part kan forvalte eller på nogen måde påvirke sine aktier. Når sanktionerne så hæves, vil den sanktionerede få råderet over sine aktier til den kurs, der er gældende på det pågældende tidspunkt, oplyser styrelsen. Det samme bekræfter Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark overfor TjekDet.
Stiger værdien af Aleksej Mordasjovs aktier i TUI, mens han er sanktioneret, vil han altså kunne få gavn af det, når og hvis sanktionerne bortfalder. Derfor kan det ikke udelukkes, at han på sigt kan profitere af de indtægter, TUI har her og nu.
Meget usikkert
Men der kan ske mange ting, inden det bliver en realitet, siger Jens Ladefoged Mortensen, der forsker i internationale relationer ved Københavns Universitet.
“På papiret er der mulighed for, at Aleksej Mordasjov kan tjene penge på sine aktier, men om det er sandsynligt i dette specifikke tilfælde, er et andet spørgsmål,” siger han.
Han peger særligt på, at overdragelsen af Aleksej Mordasjovs TUI-aktier til Severgroup og Ondero kan få konsekvenser for den russiske oligarks aktier i TUI.
“EU er ved at udrulle en kriminalisering af omgåelse af sanktioner, som det her muligvis kunne være omfattet af,” siger han.
Europa-Kommissionen meddelte i december 2022, at EU planlægger at indføre tiltag, der gør det nemmere at efterforske, retsforfølge og straffe omgåelse af EU sanktioner. Og hvis overdragelsen af aktierne vurderes at være kriminel, så kan det ende med, at Aleksej Mordasjovs TUI-aktier helt bliver konfiskeret, forklarer Jens Ladefoged Mortensen.
“Men hvis EU, Tyskland og andre vil tillade overdragelsen, så kan det lade sig gøre, at han tjener penge på aktierne,” siger han.
Også Søren Friis Hansen peger på, at der skal noget kriminelt til, før man kan konfiskere oligarkens aktier og dermed fratage ham potentiel indtjening fra værdistigning.
“Sanktionerne omfatter ikke konfiskation lige nu i hvert fald, og så ejer han jo aktierne. Så må vi jo se, når sanktionerne bliver hævet, hvordan verden ser ud, og der kan jo ske mange ting, så det kan man ikke sige noget meningsfyldt om endnu,” siger han.
TjekDet har også spurgt TUI, om det kan udelukkes, at Aleksej Mordasjov på sigt kan profitere af sine TUI-aktier, men det vil TUI ikke give et klart svar på. I stedet oplyser Kuzey Alexander Esener, at TUI “ikke kan spekulere i, hvad der kommer til at ske,” og at virksomheden “kun kan tale om status-quo, som er, at aktierne er indefrosset, og at aktionærerne (Aleksej Mordasjov og Marina Mordasjova, red.) er sanktioneret.”
Det er da også vigtigt at bemærke, at præcis ligesom Aleksej Mordasjov kan tjene penge på sine aktier, hvis de stiger i værdi i indefrysningsperioden, kan han også tabe på dem, hvis værdien falder. Og for nu ser det ud til at være tilfældet.
Siden den 28. februar, hvor sanktionerne trådte i kraft, er TUI-aktien nemlig faldet med mere end 40 procent.
Kapitaludvidelse undervejs
TUI var ligesom mange andre rejseselskaber hårdt ramt under coronapandemien. Rejserestriktioner og smitterisici gjorde, at færre benyttede sig af selskabernes tjenester, og ligesom der blev givet hjælpepakker til rejsebranchen herhjemme, blev der også ydet hjælp fra den tyske stat til blandt andre TUI i Tyskland.
I marts 2022 meddelte TUI, at virksomheden ville begynde at tilbagebetale de mere end fire milliarder euro, der var blevet givet i statsstøtte under pandemien.
Til TjekDet oplyser TUI, at pengene til tilbagebetalingen skal komme fra kapitaludvidelser, hvor selskabet opretter flere aktier ud over de aktier, der allerede eksisterer. Det vil sige, at ejerskabet inddeles i flere dele, end det allerede er. De nye aktier kan enten købes af eksisterende aktionærer eller af nye investorer.
Eftersom sanktionerne, der er pålagt Aleksej Mordasjov, gør, at han ikke kan købe nye aktier i TUI, vil kapitaludvidelsen derfor kunne resultere i, at hans ejerandel vil blive betydeligt mindre. Det betyder, at Aleksej Mordasjov ikke længere vil have den bestemmende indflydelse, som hans hidtidige ejerandel ifølge CBS-professor Søren Friis Hansen har givet ham.
I januar i år blev TUIs administrerende direktør, Sebastian Ebel, spurgt af nyhedsbureauet Reuters, om virksomheden ønskede en ny aktionær set i lyset af sanktionerne mod Aleksej Mordasjov.
“Svaret er relativt klart - ja,” sagde Sebastian Ebel dengang.
TUI: Ren spekulation
TjekDet har spurgt TUI, hvorfor de ifølge Ekstra Bladet har oplyst til Sofie Linde og i deres egen pressemeddelelse, at Aleksej Mordasjov ikke kan tjene penge på sine TUI-aktier, når det ikke kan udelukkes.
Men TUIs kommunikationschef i Danmark, Mikkel Hansen, mener heller ikke, at rejseselskabet har oplyst, at Aleksej Mordasjov aldrig kan komme til at tjene penge på sine TUI-aktier - hverken til Sofie Linde eller til Ekstra Bladet.
“Vi har oplyst, at han ikke tjener penge på os lige nu. Vi har aldrig sagt, at han aldrig kommer til det. Det er to meget, meget forskellige ting,” siger han og kalder det “ren spekulation” at gisne om, hvad der sker i fremtiden.
Artiklen fortsætter under billedet
“Hverken vi eller nogen andre ved, hvad der kommer til at ske med sanktionerne - hvornår de stopper, hvordan de stopper, om de stopper. Vi forholder os til, at vi efterlever sanktionerne og enhver anden form for gisninger om, hvad der sker, når krigen en dag forhåbentlig slutter, kan ingen sige,” siger han og fortsætter:
“Nu og her er tilfældet, at han ikke tjener penge på TUI, og det er vi rigtig glade for.”
Mikkel Hansen understreger, at TUI som børsnoteret virksomhed ikke har magt over, hvem der køber og sælger aktier i virksomheden.
“Jeg synes, det er ærgerligt, at man vælger at fokusere på os, der står i en træls situation, som vi ikke selv er skyld i, mens andre virksomheder har valgt ikke at stoppe deres forretning i Rusland, selvom de har haft muligheden," siger han og fremhæver, at TUI flere gange har udtrykt opbakning til Ukraine og fordømt Ruslands krigsførelse.
TjekDet har forsøgt at få Sofie Linde til at svare på, om hun var opmærksom på, at Aleksej Mordasjov potentielt kan drage økonomisk fordel af sin andel i TUI, når eller hvis sanktionerne mod ham ophører. Sofie Lindes manager, Line Breinholt, svarer, at de ikke forholder sig til spekulationer om fremtiden, men at de allerede har kommenteret på den aktuelle situation, hvor Aleksej Mordasjov ikke nyder fordel af sine aktier i TUI.
Vi har også spurgt, om det ændrer ved Sofie Lindes indstilling til sit samarbejde med TUI, at hun nu er bekendt med, at Aleksej Mordasjov muligvis kan tjene på sine aktier i rejseselskabet i fremtiden. Det har vi ikke fået svar på, da Sofie Linde er på optagelse hele onsdagen.
Facebookbrugeren bag det populære opslag er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.