Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

“Slagtet som kvæg”: Ukrainske soldater beskyldes for at tage døde børns organer. Men det er klassisk russisk desinformation

Faktatjek 5. dec 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
I en video på sociale medier siger en russisk soldat, at han med egne øjne har set ukrainske soldater skærer små børn op og flået deres organer ud. Men ifølge en ekspert er der god grund til at være skeptisk, for det er nemlig en klassisk fortælling i den russiske propaganda, at ukrainske soldater mishandler børn.   Foto: Grafik baseret på skærmbillede fra videoen, der florerer på sociale medier
  • Ukrainske soldater slagter små børn og tager deres organer

  • Sådan kan man høre en russisk soldat sige i en video med engelske undertekster på sociale medier

  • Det betyder ikke, at man skal tage den russiske soldats ord for gode varer

  • Ifølge en ekspert er det nemlig en klassisker, hvad angår desinformation, som Rusland har bragt frem ved flere lejligheder

  • Der er da indtil videre heller ikke fremlagt dokumentation for, at det rent faktisk foregår

“Ukrainske soldater kidnapper små børn helt ned til to år, slagter dem som kvæg og tager deres organer. Når man først har set det med egne øjne, kan man ikke tilgive det.”

Sådan kan man høre en russisk soldat sige i en video med engelske undertekster, som florerer på sociale medier

Men der er god grund til at være yderst skeptisk over for den russiske soldats fortælling om organhøst.

Ifølge en ekspert i russisk propaganda er ukrainske soldaters misbrug af børn nemlig et klassisk desinformationstema fra russisk side.

I videoen siger en russisk soldat, at med egne øjne har set ukrainske soldater skære små børn op og tage deres organer. Men ifølge en ekspert i desinformation og propaganda er det en klassiker, man har hørt mange gange før.


Sagt i russisk nyhedsindslag

Videoen med den russiske soldat deles både af danske og udenlandske facebookbrugere. Oppe i højre hjørne af videoen står der “HATS”. Og flere brugere krediterer en profil ved navn “HATSTRUTH”. 

Søger man efter “HATSTRUTH” på Google, kan man finde et såkaldt linktræ for HATSTRUTH, der viser profilens forskellige sociale medier. Her fremgår det, at “HATS” står for Hardcore Awakened Truth Seekers - ‘hardcore opvakte sandhedsjægere’ - og at profilen primært opererer på den krypterede beskedtjeneste Telegram. 

Og på Telegram-profilen for HATSTRUTH kan man da også finde videoen. Men det ser ud til, at videoen stammer et andet sted fra. Ved hjælp af skærmbilleder fra videoen og omvendt billedsøgning på både Google og den russiske pendant Yandex, finder vi skærmbilledet i en russisk nyhedsartikel. Her er billedet i højere kvalitet, så vi kan læse, at der står “nikatv.ru” - navnet på et russisk medie - i nederste venstre hjørne.   

 

Det tyder på, at videoen har været vist på nikatv.ru, men søgninger på det russiske medies hjemmeside og på Google giver ingen resultater. På Telegram, hvor videoen florerer, giver en søgning på “nikatv” derimod pote. I et opslag fremgår soldatens navn, som kan bruges til næste googlesøgning. 

Ved at skrive “site:nikatv.ru” efterfulgt af soldatens navn på Google, kommer der en artikel frem, hvor den fulde video fremgår af et nyhedsindslag.

Hørt før

Yevgeniy Golovchenko, der forsker i desinformation og propaganda som postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har set videoen igennem for TjekDet. 

Selvom den russiske soldats historie er barsk, kommer den ikke bag på Yevgeniy Golovchenko. Det er nemlig en tilbagevendende historie i russiske medier, at ukrainske soldater høster organer fra faldne soldater eller er brutale over for børn.   

Yevgeniy Golovchenko fortæller, at historierne om ukrainske troppers misbrug af børn går helt tilbage til 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen i Ukraine. Han kalder det endda en “klassiker”, hvad angår russisk desinformation, fordi den er gået igen gennem flere krige. 

Eksempelvis fremsatte det russiske nyhedsbureau Tass i 2019 en udokumenteret påstand om, at de såkaldte Hvide Hjelme var involveret i ulovlig smugling af menneskeorganer i Syrien. De Hvide Hjelme er en frivillig organisation af redningsarbejdere, der dokumenterer krigsforbrydelser begået af det syriske regime, som i øvrigt er allieret med Rusland

Også de russiske statsmedier RT og Sputnik mente tidligere i år at vide, at ukrainsk Røde Kors var indblandet i ulovlige aktiviteter med organer fra faldne soldater og børn. Men den påstand er blevet fejet af banen af faktatjekkere

Også Canadas efterretningstjeneste afviste påstanden, efter der gik rygter om, at en canadisk soldat var blevet dræbt 20 minutter efter, han tilsluttede sig den ukrainske hær. Derfor besluttede efterretningstjenesten at advare den canadiske befolkning om, at der florerer desinformation om krigen.

Ifølge Yevgeniy Golovchenko er den slags historier en del af Ruslands propagandastrategi

“Russiske statskontrollerede medier og myndigheder har igennem flere år forsøgt at fremstille ukrainere som nazistiske uhyrer for at legitimere invasionen af landet. Krigspropaganda går ofte ud på at simplificere vores verdensforståelse som en kamp mellem det gode og det onde,” siger han.

Opdateret 16. dec 2022